Lidt tips og links…

Jeg synes det er supersjovt at arbejde med paracord. Nu er det jo ikke sådan at man “bare” fletter derudaf. Man skal først og fremmest have fat i noget paracord og spænder eller ringe til at lave lukninger.

Indkøb

Jeg har ikke været igang i lang tid, men jeg er ret sikker på at jeg fremover kommer til at sende en del bestillinger til Dogparacord.dk . Det skyldes i allerhøjeste grad den kundepleje, der ydes. Der er hurtig levering og alt er som det skal være. Derudover går man det ekstra skridt og der kommer en lille ekstra ting med, fx pynt til halsbåndet, eller en lille prøve på noget andet paracord. Jeg har fx fået både grøn og hvid med glimmer hjem, som lige har passet i længden til et nyt halsbånd. Hvor perfekt er det lige! Stor ros herfra. Derudover så ønsker jeg at handle dansk så vidt det er muligt. Jeg har ikke nogen kæmpe produktion. Jeg laver bare til mine egne hunde(okay, og så lillesøsters). Jeg har ikke det store behøv for 100 m babyblå paracord 🙂

En ting der kan være god at købe er en nål(den bruges bl.a. til at lave lukninger), en god lighter(som ikke soder) og så enten købe eller selv lave en jig(den er ikke hamrende nødvendig, men den er altså bare rar at have).

Og så en sidste ting, hvis du køber ind til et bestemt projekt, så sørg for at få rigeligt købt ind.

16387302_10154906603913954_2266170405902623988_n

Min første bestilling fra Dogparacord.dk

Inspiration

Har man brug for at finde inspiration, så kan man finde en del videoer på youtube og Pinterest er en god ven(min opfattelse er dog, at der ikke er så meget spændende lige inden for dette område, som man ellers finder, og jeg EEEEELSKEEEEER ellers Pinterest!)

Der er dog absolut ingen tvivl. Vil man inspireres og finde vejledninger, så er Swiss Paracord the place to go. Der er både tutorials til det tekniske og til hvordan man laver de forskellige halsbånd. Derudover er der noget meget vigtigt, nemlig en længdeberegner, og det er GULD værd. Der kommer tit nye designs til(det er ikke sitet selv, der laver alle de designs derinde, men de har en aftale med andre om at de kan dele deres tutorials).

Det er helt klart en blog, man ikke kan komme udenom.

Lige et tip til når man måler noget op, så er det en god idé at lægge lidt ekstra til. Jeg runder altid op til næste halve meter, for det ville være så ærgerligt at skulle igang med at lave en svejsning midt i det hele.

Der er også hjælp og vejledning at finde inde på Dogparacord.dk

Der er også en del grupper på Facebook, som er værd at følge. Bl.a. Paracord og Biothane for alle.

Opbevaring

Der skulle gå omkring to ugerfør jeg begyndte at organisere min paracord. Jeg er egentlig ikke en der går voldsomt meget ind for orden, men lige når det drejer sig om det her, så er det altså bare lettere at gå igang, når der er orden. Mine perler er der hysterisk orden i. Hver størrelse har sin egen “kuffert” og i dem er de sorteret efter farve. Problemet er så at jeg ikke lige har plads nok til at sortere efter typer osv. Men det kommer nok en dag 😉

I går eftermiddags brugte jeg lidt tid på at sortere efter farver og stille op, så det er let tilgængeligt. Det gør det bare så meget lettere. Næste projekt bliver en “kuffert”(det er egentlig bare en sorteringsboks, som typisk bliver brugt til at holde styr på søm og skruer, men man kan også bruge dem til fx fluer fra fiskeri), så der er styr på pynt, kliklåse m.m.

16807440_10154957829823954_7972396415254004412_n

Sådan ser mit paracord ud pt.

Ja, det var lige mine tanker omkring det med paracord, sådan set med en næsten nybegynders øjne.

Comments are closed.