Konkurrence – dit valg og KUN dit valg…

Jeg skriver følgende med udgangspunkt i et opslag jeg så tidligere i dag på Facebook. Opslaget er nu fjernet, men det satte gang i nogle tanker.

Opslaget handlede i bund og grund om noget utilfredshed omkring en bedømmelse, som man havde fået genfortalt. Det er nu egentlig fair nok, MEN man kan give sin holdning til kende på mange måder, i dette tilfælde syntes jeg det blev gjort på en mindre helt måde.

Men det var nu egentlig ikke kommunikationsformen, som jeg kom til at tænke på, men mere hvilke valg vi reelt træffer når vi vælger at melde os til en konkurrence. For ALLE hundekonkurrencer jeg kender til her i DK, så er det et krav at man har gjort sig bekendt med hvad der står i reglementet for den pågældende disciplin. Hvis man vælger at melde sig til en konkurrence vælger man altså selv at stille til konkurrence på de vilkår, som er gældende for netop denne sportsgren. Jeg bekræfter at jeg er klar til at efterleve de ord der står. Det er altså MIT valg.

Hermed siger jeg ikke at man skal være enig med hvert et ord der står i reglementet, men i og med at jeg træffer beslutningen om at stille til konkurrence, forpligtiger jeg mig på at følge det. Ens uenighed kan man så håndtere på mange måder. Nogle måder er prisværdige, andre får en til at krumme tæer. Husk på, der er for alle discipliner er personer som er ansvarlige for reglementet. Har man spørgsmål eller forslag til ændringer/forbedringer, så kontakt dem. Min erfaring er at hvis man gør det på en sober måde, så vil der blive lyttet til en. Det betyder selvfølgelig ikke at ens ønske nødvendigvis bliver ført ud i livet. Her kan man jo så træffe en beslutning om hvorvidt man ønsker at fortsætte. Fortsætter man, så bør man huske på at man så selv har sagt ja til, at fortsætte under de vilkår som er givet af reglementet.

I kampens hede…

Vi kender det sikkert alle sammen, vi har været inde og lave et stykke arbejde med vores hund, og nu er det tid til at få feedback fra dommeren. Det kan foregå på flere måder, men ofte så er der enten sket noget undervejs som påvirker os, det kan være vores hund har haft det svært i miljøet, der er begået fejl, man er kommet for sent afsted. Vi som førere er stressede, og når vi er det, så får vi ikke altid hørt alt det der bliver sagt og vi hører også ting der slet ikke bliver sagt. Jeg har selv oplevet det. Derfor bør de der hører om vores oplevelse når der er givet feedback lige have dette i baghovedet.

Jeg kan selv komme med et ret godt eksempel på hvor lidt man kan huske. For nogle år siden var jeg til eksamen. Jeg skulle afslutte et modul, og havde forberedt mig så godt jeg nu kunne. Jeg lever af at tale(jeg underviser i det daglige) og jeg har fra min studietid lært hvad det er som tæller til den slags opgaver, så jeg var klar over at det nok skulle gå. Men forløbet op til min eksamen havde været rodet og vi var flere der slet ikke anede om vi nu var på rette vej. Jeg går ind til min mundtlige del og går ud med en lidt mærkelig fornemmelse. Jeg vidste godt at jeg havde bestået, men oplevelsen havde været irriterende. Jeg kommer ind og skal have min karakter, og det eneste jeg kan huske i dag er et kritikpunkt censor kom med. Det var også det eneste jeg kunne lige da jeg kom ud og det eneste jeg egentlig kunne give videre til andre, når jeg delte oplevelsen. Problemet er bare at jeg i dag faktisk ikke er sikker på at jeg husker det der rent faktisk blev sagt. Men hele oplevelsen havde slået mig ud af kurs, og så blev det det negative det sad fast. Og det er faktisk ret skørt, for jeg fik et 12-tal, så der må da have været en del positive ting i den feedback jeg fik. Jeg hørte det bare ikke, ikke fordi jeg ikke ville lytte, men jeg var ikke i stand til at høre det. I dag ville jeg ønske at der var en der havde udfordret mig lidt på oplevelsen, for så havde jeg måske kunne huske det positive og ikke det negative.

For at blive ved samme historie, så tror jeg også at den kritik jeg fik hang så godt ved, fordi jeg i bund og grund ikke var enig. Jeg syntes faktisk det var unfair. Og netop denne oplevelse af manglende fairness er også noget, der kan få os til at lukke af for det der bliver sagt efterfølgende. Enten går vi i forsvarsposition og begynder at forklare os(og i visse tilfælde diskuterer vi med dommeren, igen, jeg indrømmer blankt, at det har jeg også gjort og jeg er bestemt ikke stolt over det!) eller vi lukker mentalt af og håber på at vi bare snart kan komme ud af situationen. Det er ikke noget vi skal skamme os over, for det er jo menneskeligt at gøre. Men det er igen med til at påvirke den historie vi fortæller efterfølgende. Her er nogle så fornuftige at de får nogle til at lytte til feedbacken for dem eller alternativt får man det optaget, så man har mulighed for at forholde sig til det der bliver sagt uden at have følelserne uden på tøjet. Igen er dette en årsag til stille spørgsmål til de historier vi hører fortalt af andre. Lad os hjælpe hinanden.

Dommerne gør blot deres arbejde…

En ting jeg virkelig prøver at øve mig på, er at dommerne jo blot gør det der står i deres jobbeskrivelse. Og det er bare hamrende svært, især når følelserne pludselig kommer i spil. Igen, jeg har også kvajet mig.

Uanset hvornår vi får vores feedback og af hvem, så er der to måder vi kan møde det på. Vi kan være nysgerrig på det eller ej. Hvis vi møder feedback med nysgerrighed(uanset om vi er enige i den eller ej), så vil vores udbytte være større. Vi vil få mulighed for at lære noget. Og hånden på hjertet, nogle gange skal man også bare smile, sig tak for bedømmelsen og så gå hen og give sin hund en ekstra godbid(noget jeg bare selv rigtig gerne vil blive bedre til). Det er en konkurrence, vi har selv valgt at være der, ingen tvinger os.

Nogle gange vil man ved de nysgerrige spørgsmål også opleve at det giver dommeren anledning til at reflektere. De er mennesker, de kan også begå fejl. Jeg har selv oplevet at en dommer trak mig for en ekstra kommando ved en igangsættelse. Det stod der dog i reglementet at man godt måtte i den klasse, men fordi dommeren hele dagen havde dømt og ikke en eneste havde gjort det, så huskede han forkert.

Vi vil alle stå i en situation på et eller andet tidspunkt, hvor vi synes det der sker er uretfærdigt. Men vi har selv valgt at være til konkurrencen, og vi har selv sagt ja til at stille op efter det gældende reglement.

De sociale medier…

Også inde for hundeverdenen er det blevet gratis at komme med kritik af andre. Men skulle vi ikke alle tænke os om inden vi gør det. Lad os spørge os selv, hvad opnår jeg ved at slå dette op? En ting er helt sikkert, det ændrer hverken på ens resultat eller den oplevelse man havde. Måske får man lidt likes og nogle der er enige med en. Men har man reelt opnået noget? Og som læser bør man stille sig selv det samme spørgsmål, hvad er forfatterens formål inden man bare liker? Igen, brug lige et par minutter på at være nysgerrig.

Tænk også over hvad du deler. Ved du egentlig hvad der er skete i den pågældende situation? Og hvilken historie fortæller det om dig? Overvej om det der står på og mellem linjerne, nu også giver et retvisende billede af hvem DU er?

Ja, jeg beklager det lange skriv, men det var nogle tanker der begyndte at flyve rundt i mit hovede og nogle af de ting som jeg beklageligvis også selv har måtte tage på min kappe, men heldigvis ikke rigtig selv har oplevet når jeg har været ude som dommer.

Billederne, tjah, de har intet med det hele at gøre. Og dog, for hvorfor er det egentlig vi har valgt at have hund? Hvis det ikke er for at nyde den tid vi har dem i, jamen, så ved jeg ikke lige hvorfor man vælger at få dem.

Knus

Camilla