I går prøvede lille Catie noget kæmpe stort(Catie er ikke introduceret herinde, men hun er min nye hvalp og er 19 uger gammel). Hun var med mig på Garbogaard og deltog i sandkassen. Dette blogindlæg er mine tanker om det vi oplevede og det jeg så i min skønne hvalp.
Overordnet set så var hun helt fantastisk. Hun oplevede så mange første gangs ting, bl.a.:
- komme ind i hal og vente i bur, mens der blev spillet musik(det var hun egentlig fin til, men hun var ikke glad for at jeg gik fra hende).
- prøvede at gå på kunstgræs
- arbejde med mange fremmede mennesker omkring hende i venteområdet
- arbejde i en stor ring uden line og med mange MEGET spændende ting at kigge på.
Her er en video af vores lille dans sammen:
Jeg havde planlagt ikke at skulle lave noget voldsomt avanceret. Nok bare lidt twist og turn, som hun normalt synes er rigtig skægt. Det syntes hun egentlig også i ringen, men der var noget ved hendes arbejdstempo. Jeg prøvede at lege med hende med legetøj og hun var meget høflig omkring det. Hun var ikke ked af det, men nok mere påvirket af en meget varm hal. Så efter et minut beslutter jeg at vi kører heelwork. Og så vågnede hun, for det synes hun er hamrende skægt(og det er også noget som er forstærket rigtig meget). Jeg arbejder videre med hende et lille minut og beslutter mig så for at nu har vi nået det vi skulle(vi havde ca. 30 sekunder mere) og vi løb ud. Hun er ude og kigge lidt undervejs, men man kan ikke forvente så meget andet af en lille prinsessehvalp på 4,5 måned.
Og selvom alt det ovenover er rigtig fint, så er det for mig blot bonusting. For hun har “bestået” på et langt vigtigere punkt for mig. Hver eneste gang mine egne hunde(eller mine kursisters hunde for den sags skyld) skal prøve noget nyt, så kigger jeg på hundens kropssprog og reaktioner på noget evt. uventet. Og selvom Catie var ude og kigge på ting, så var det af nysgerrighed og med et afslappet kropssprog. Hun fryser ikke på noget tidspunkt, men slipper og kommer tilbage til mig. Og så ved jeg at tempo og fokus på arbejde nok skal komme med alderen.
Derudover er jeg ved at have lært prinsessen min så godt at kende, at jeg ved at hun kan reagere på noget nyt eller pludseligt, men hun kommer straks hen og undersøger. Samtidigt, så har jeg lært at hun skal have lov til at hilse på mennesker og ikke omvendt. Hun er en lille tænker, og har brug for lige at tjekke folk ud. Nogle kaster hun sin kærlighed på med det samme, andre skal hun lige snuse lidt til. Det er jeg glad for at vide, for så ved jeg at jeg skal passe lidt på hende.
Og nå ja, ingen hvalpeklasse uden præmie til alle de søde hvalpe, og hold nu op hvor er hun altså bare glad for den fine bamse.
Forøvrigt så fik den unge dame en udvidelse af sit navn i sidste uge og hedder nu SISHB GraceCanis The Greates Miracle. Hun har nemlig bestået prøven til Sirius Stjernehvalp.