Jeg tror at det er en holdning, som mange af os border collie-ejere kæmper en del med. Af en eller anden grund er det en ret udbredt opfattelse, at border collier fødes forprogrammeret til at dyrke nærmest al slags sport til perfektion. Ja, træning er faktisk en unødvendighed og alle de sorger andre hundeejere kæmper med, tjah, de findes slet ikke i border collie-land.
Lad mig præsentere jer for min bedste ven, Calle
Lad jer ikke narre af billedet, han er faktisk en ret intelligent hund, og deri ligger problemet. For en klog og arbejdsvillig(ivrig?) hund er ikke altid bare nem at arbejde med. Opdrætteren har tydeligvis glemt at installere sund fornuft i ham og man bliver ofte bekymret når man ser ham bevæge sig i et tempo der er langsommere end 100 km i timen.
Tag ikke fejl, Calle har faktisk været en dejlig og rolig hund, men så blev han ti måneder gammel og blev ramt af pre-pubertet og den har aldrig helt forladt ham.
Calle er den type hund, der kan lære et grundlæggende princip lynende hurtigt, være 100 år om at lærer at være præcis i adfærden, men tilgengæld så glemmer han aldrig en adfærd, når han først har lært den. Det er en kæmpe gave, men også et issue vi kæmper en del med. For han tager ikke bare selve øvelsen med videre, men også hele det følelsesmæssige virvar der har været omkring øvelsen. Hvis en øvelse har stresset ham i indlæringsfasen, så går han helt amok når han bliver bedt om det. Et godt eksempel er spring over stok. Hvis man beder ham om det, så kan han slet ikke være i situationen. Han har kunnet øvelsen, men hvis han på et tidspunkt har stået i en situation, hvor han har kunne fornemme at han ikke helt lever op til de kriterier, der er sat og han ikke kommer umiddelbart hurtigt ud af den følelse, så bliver øvelse og kommando voldsomt forurenet.
For Calle er en hund der rigtig gerne vil gøre alt rigtigt, og når det ikke sker, så bliver han voldsomt frustreret. Han har svært ved at man ændre på kriterierne for det han mener er det rigtige at gøre. Og selvom vi har haft mange lange og gode snakke om det, så er vi stadig uenige om detaljerne. Jeg ryster stadig på hovedet, når jeg tænker på hvordan han blev sendt afsted i en rundering, for at finde en fuld synlig figurant i en lade, og han fuldstændig ignorerede figuranten, for i stedet at lave finsøg i håbet om at kunne finde en lavendelduft, for han havde engang lavet Nose Work i den lade.
Heldigvis er Calle i en alder af syv år begyndt at modnes. Selvom han ved at der venter et feltsøg på ham, så kan han godt overtales til at lave lidt tricks på vejen der hen, og han er(næsten) helt nede på jorden efter han har lavet en hæsblæsende øvelse. Vi har stadig vores diskussioner om hvorvidt man skal gø hele vejen rundt i en fri ved fod, men til gengæld kan jeg løbe agility med ham uden at hovedet tabes helt på vejen.
Så nej, man får ikke alt serveret på et sølvfad af sin border collie. Det er en dejlig race, og der er helt sikkert border collier der er lettere end Calle(jeg har en liggende på sofaen lige nu, som har været en helt igennem skøn arbejdsmakker), men der findes også eksempler der er endnu mere en hvirvelvind at holde styr på når man arbejder med dem. Jeg holder meget af min Calle, men jeg håber at få en liiiidt lettere hund næste gang.
