For nogle uger siden købte jeg en ny hundeseng i Biltema. Egentlig vil jeg helst støtte de små butikker, som ikke har en stor kæde bag sig, men jeg har ikke fundet en seng som denne andre steder.
Jeg havde nemlig brug for en seng, jeg kunne tage med til Cassi, når hun agerer hjælpetræner på mit familiehundehold om søndagen. Det er en af de ting hun elsker at være med til, men hun er meget svær at overbevise om at hun skal lægge sig på sit tæppe. Jo, hun bliver liggende, men ofte er det kun halen der er på tæppet. Og når man er ti år gammel, så skal der passes på en. Vi har flere senge herhjemme, men de er store og upraktiske at have med i bilen. Men denne seng kan foldes sammen, så den fylder mindre i bilen.
Sengen passer perfekt til en hund, der er i border collie-størrelse, den har nemlig et mål på 89*60 cm og en højde på 20 cm. For mig er især højden vigtig. Hun kan komme op uden at skulle anstrenge sig, og er tilpas højt oppe, så hun ikke bliver kold af at være for tæt på jorden. Derudover står den fint stabilt.
Selve sengen er lavet med dette(en form for plastik mesh). Selv ville jeg ikke lade min hund hoppe op og ned uden at der var noget som beskytter det. Jeg ved fra andre senge at en hundenegl hurtigt kan lave hul.
Der følger et “tæppe” med, som kan sættes fast om hjørnerne med elastikker. Jeg synes bare ikke det var så optimalt til udendørsbrug, så jeg købte i stedet udendørs hundetæppe som Biltema også sælger. Det passer nemlig perfekt til sengen(dog kan det ikke bare sættes fast, det kan dog løses ved at sætte noget velcro fast på sengen).
Cassi er rigtig glad for sin seng, og det er dejligt. Jeg har haft kig på en HiK9 seng, for de er lækre, men jeg kan simpelthen ikke få plads til den i bilen, og jeg har brug for at kunne have det stående her og nu, og det kan jeg med denne lille sag. Calle har også godkendt den, og stjal den fra Cassi den ene dag da de begge var bundet af sammen.
Prisen er heller ikke voldsom høj, sengen koster 339 kr.(og tæppet koster 149 kr.). Du kan finde sengen her.