For et år siden lykkedes det endelig, Cassi fik sit tredje cert og dermed titlen Dansk Rally Champion. Det er en titel der har skulle arbejdes for. Planen var at hun i februar skulle debutere i champ, men hun blev alvorligt syg og vi måtte melde afbud.
Cassi er kommet sig helt oven på sin sygdom, det var heldigvis ganske kortvarigt. Vi kom så ud for en ret træls oplevelse ved en rallykonkurrence i DcH-regi, som gør at jeg ikke længere ønsker at stille op her. Og så var det tid til at komme med nogle overvejelser. Pr. 1. august kommer de nye skilte, og der er MANGE, og især mange skilte der involverer spring. Selve øvelserne er ikke et problem, dem kan hun godt udfører, men problemet opstår i alt andet hun skal foretage sig. Hun har siden hun var et halvt år gammel haft ufatteligt svært ved at skulle sætte sig ned, hvis hun skal lave noget der involverer en sit. Vi kunne godt overleve det, da vi gik lydighed i C-klassen og skulle lave en rundering eller et feltsøg, og det samme gælder for fremadsendelsen. Bedømmelsen startede jo først når hun gik igang med selve øvelsen. Det er anderledes i rally, og ofte skulle der gives en masse ekstrakommandoer. Ikke fordi hun har ondt, men fordi der bare er noget som trækker mere. Vi har kæmpet med det i flere år, og løsningen er ikke dukket op endnu. Så vi stod overfor en masse konflikter, nu hvor sandsynligheden for at der var spring på banen blev større.
Dertil kom en udfordring i de mange nye stationære øvelser. Der begyndte at komme rigtig mange sit og dæk ind. Det har ikke været det store problem for Cassi indtil nu, men hånden på hjertet, hun har af flere omgange haft diverse skader, det var vist ved at være på tide at overveje om det ikke var på tide at begynde at passe på den efterhånden ældre dame.
Og så handlede det om at følge hjertet. Rally skal være sjovt, og selvom Cassi altid gør alt for mig når jeg går i ringen med hende(uanset disciplin), så er det min opgave at sikre at hun kan holde til det længst muligt. Så nu hvor muligheden var der, traf jeg beslutningen om at vi bare skal have det sjovt de år vi har tilbage, og vi skal bare nyde turen i ringen og ikke have voldsomt mange udfordringer(ikke at en seniorklasse er nem, da der også er øvelser fra championklassen).
I dag gik vi prøve nr. 2 og 3 i seniorklassen, og jeg fortryder ikke et øjeblik. Jeg ved at der har været debat omkring sværhedsgraden, og jeg kan kun sige at de tre baner jeg har gået har været utrolig fair over for hundene. Der har været et fedt flow, og man kommer hurtigt igennem(nu er der jo også færre skilte i en seniorklasse). De lidt hurtige baner giver måske lidt udfordring til os mennesker, for vi skal have styr på hvor vores hunde er henne.
Jeg er super glad for at muligheden er her, også selvom jeg nok har den yngste seniorhund med ud til konkurrencerne.
Og så lidt fra konkurrencerne…
Ved dagens prøve havde jeg en veloplagt Cassi med. I første prøve(dømt af Paul Lysholdt), måtte vi lave en bakke på højre side om og blev trukket for en skæv position i anden omgang. Vi blev trukket for en lidt langsom reaktion i en sit, hvor hun skulle sendes til keglen og for at hun skulle bruge meget tid på at lave en snur rundt. Helt fair, og der kunne sagtens være røget mere. Vi endte som 2. vinder med 89 point.
I anden prøve(dømt af Conni Hansen) havde vi lidt problemer med at komme igennem det fristende 8-tal, og stå-gå fra og stå ved kegle blev der trukket for urolig position. Derudover blev hun væk fra mig i en højre vending. Hun havde lige lavet et skifte bag fører og valgte at gøre det igen på eget initiativ(et er vist resultatet af køre mange skifte lige efter hinanden). Point og placering blev det samme i denne klasse.
Konkurrencen blev afholdt til fordel for Hundesport mod Cancer, som er et initiativ til at samle penge sammen til Kræftens Bekæmpelse gennem hundesport. Vi støtter altid en god sag.
Jeg håber på at der med tiden kommer flere hunde i seniorklassen, for efter min mening har den helt klart sin berettigelse.