D. 1/9 september var jeg til prøve i Solrød. Cassi havde fundet 7 ud af 8 gemmer, og på det sidste søg lød beskeden: “30 sekunder tilbage!” Mange ting fløj gennem hovedet op mig, og presset var stort, for ved at finde det sidste gemme ville Cassi blive første hund i DK med en NW2-titel. Når jeg bliver presset går det i min hund, og samtidigt smed jeg alle min principper ud af vinduet. Vi fandt ikke det sidste gemme, og vi måtte vente en måned med at få vores NW2-titel.
Overskriften dækker over et spørgsmål, som jeg har tænkt en del over på det sidste, især efter prøven i Rødovre for en lille måned siden. Og svaret for mig er nok at citerer Lotta Bauer, som jeg var på kursus hos for halvandet år siden. Nemlig “It depends!”. Et hamrende irriterende, men samtidigt så korrekt et svar.
Udesøget fra prøven i Rødovre. Det ene sad bag bevoksningen ved hegnet. Det andet ud under kanten ved væggen på betontrappen.
For mig at se så bør man træffe sin beslutning ud fra følgende tre faktorer:
- Hunden: Her bør ting som hundens erfaring og temperament spille ind. Hvor meget pres kan ens hund egentlig holde til? Hvor vedholdende er hunden helt naturligt? Hvordan arbejder hunden normalt? Ser jeg på min egen hund, så ved jeg at hun har brug for at tjekke sine omgivelser, det gør hun ret hurtigt. Herefter begynder hun at arbejde sig frem til hvor der er duft. Som regel er hun hurtig til at finde noget, og jeg ved at jo længere tid der går, jo mere presset bliver hun. Hun er en supersensitiv hund, som næsten er i stand til at læse ændringer i både mit kropssprog og mentale ståsted før de overhovedet forekommer. Jeg ved også at hun er en hund, der i mange år har fået klar besked om hvad jeg vil have hende til, så hun er ikke voldsomt selvstændig, når hun har været igang i noget tid og ikke kan finde noget fært. Når det sker bliver hun alternativ og begynder at tilbyde en masse tricks i stedet.
- Føreren: Faktisk kan mange af de ting der gælder for hunden også spille ind her. Jeg tænker at det er vigtigt at kende sig selv og være ærlig over for sig selv. Jeg oplever rigtig mange der siger at de slet ikke ændrer sig når de går ind i ringen med deres hund. Det kan godt være det passer, men for os mennesker er det helt naturligt at have et ønske om at præstere bedst muligt når vi kommer i en konkurrencesituation. Jeg ved at jeg kan blive ramt af presset, og når det sker, så er det ikke alle tanker der går lige godt igennem.
- Situationen: Er der noget i miljøet, som kan presse hunden? Hvordan er vejret? Kommer hunden lige fra et andet søg? Eller skal den et andet søg bagefter? Repræsenterer området nogle sværhedsgrader, som man ved at hunden i den daglige træning har svært ved at håndtere? Fx ved jeg at Cassi har svært ved at arbejde med smalle steder, især hvis jeg er tvunget til at følge med hende. Hun bryder sig simpelthen ikke om presset.
Kretøjssøget i Rødovre. Begge gemmer var på den grå bil. Den ene ved krogen til anhænger, den anden ved det ene baghjul.
Jeg har givet mig selv hånd på at følge følgende princip når jeg går i ringen. Faktisk er det to principper. Hvis jeg kan se at min hund begynder at blive stresset(og der ikke er tale om arbejdsstress), så tager jeg hende ud. Jeg ønsker ikke at få den type af stress ind i vores arbejde.
Og når jeg så hører at der bliver kaldt 30 sekunder, så ser jeg på min hund og føler efter i maven. Kan jeg se det mindste tegn på at hun begynder at arbejde sig ind på noget fært inden for de næste 10 sekunder, så for hun lov til at arbejde, hvis jeg altså ved at jeg ikke selv er der hvor jeg kommer til at presse hende. Og hvorfor så ikke bruge tiden, hvis hun arbejder fornuftigt? Tjoh, hvis der er et søg bagefter, jamen, så vil jeg hellere have at hun har energi at bruge på det. Cassi ved jo heldigvis ikke hvornår tiden er gået, og vi arbejder en del med ikke at skulle slutte et søg med en fundet gemme hver gang.
Jeg tror også på at taktikken ville være den samme når Calle kommer igang. Han har en del af de samme udfordringer som Cassi, der kan meget hurtig ske et skifte fra en arbejdsstress til frustrationsstress.
Det er alt sammen ting vi kan arbejde med, og det gør vi også. Men det er så meget lettere at have truffet beslutningen om hvornår der skal stoppes/meldes færdig uden at finde al duft. Hvad alle andre gør er op til dem, det her var blot nogle af mine overvejelser.
Cassi var forøvrigt super sej til konkurrencen i Rødovre. Og i indesøget måtte jeg holde mig til mit princip(og er stolt af at jeg gjorde det), da hun efter at have fundet første gemme virkelig knoklede med at finde frem til den anden. Og hun kom aldrig til det punkt hvor hun gav en klar indikation af hvor det kunne være, så jeg valgte at færdigmelde før tid. Og da vi gik banegennemgang efter prøven, så var jeg endnu mere glad for at have truffet den beslutning, for hun ville aldrig have løst den udfordring.
Cassi blev 2. vinder på ude og køretøjssøget, og 3. vinder i det samlede ved prøven i Rødovre.