Ny hobby…

Jeg må nok indrømme, at jeg er en, der har svært ved at begrænse mig, når det drejer sig om det med kreative hobbyer. Jeg mangler nok lidt den indskydelse, hvor jeg lige siger til mig selv: “Hvad med lige at teste om det er noget du vil, før du går helt shopamok?”

Og nu er det så sket igen. Det var nu ikke fordi det var en ide der pludselig opstod. Jeg havde da overvejet om det nu også gav mening. Og da jeg konstaterede at det gjorde det, så gik jeg i gang.

Metalprægning hedder det på dansk(engelsk metal stamping). Og det så da nemt ud. Jeg mener, hvor svært er det lige at slå med en hammer og voila, så har du et styks smukt metal der kan bruges til smykker, eller hundens halsbånd. Ja, jeg er da blevet lidt klogere…

Lige til dem der ikke er helt med. Man tager et prægestempel, det kan fx have et hjerte. Sætter det på et stykke metal, slår hårdt med hammeren, og så bliver hjertet præget på metallet. På den måde kan man lave en masse sjove og søde ting. Og det kan man helt sikkert, bare nok ikke lige i første forsøg.

Blogindlægget her handler lidt om de erfaringer jeg har gjort mig efter ganske få dage.

Der er nogle ting man skal have når man begynder.

Man skal selvfølgelig have nogle tags, som man kan præge. Jeg syntes selv at jeg gjorde et kup i Panduro, hvor de havde en masse de skulle af med. Her kostede 6-8 tags 10 kr. Det har dog vist sig at de er lidt hårde i det, og derfor lidt mere besværlige at præge. Det kan lade sig gøre, men der skal slås til.

Jeg har også bestilt nogle af ImpressArts egne tags. De er af blød aluminium og noget lettere at arbejde med. Her får man 15-20 tags for ca. 70 kr. Det giver en stykpris på omkring fem kroner. Der er en del forskellige, man skal dog være opmærksom på at det ikke er alle der er lavet huller i.

20180803_130805Jeg kan godt lide at have orden på mine ting, så det blev til en æske kun til denne hobby.

Man skal sørge for at have en god hammer og en stempelblok. Jeg har valgt at købe mærkevare her. Tror ikke det er nødvendigt, men det havde jeg det bedst med. ImpressArts hammer har et forholdsvist stort hoved, og det er muligt at skifte det ud, hvis man synes der kommer for mange mærker i det. Egentlig kunne jeg godt tænke mig en større stempelblok. 5*5 cm er meget småt, men det må blive en senere investering. Formålet med stempelblokken er bl.a. at sikre at man ikke får bøjet sit tag, men jeg tænker også at det hjælper til at passe på det bord man sidder med. Det gik i hvert fald op for mig at alle borde med undtagelse af køkkenbordet, er med glas. Så jeg har et ubrugt skærebræt under min blok, bare for at være på den helt sikre side.

20180803_130906

Og så skal man selvfølgelig have nogle prægestempler. Der findes rigtig mange forskellige. Jeg har anskaffet mig to fonte. Den ene er Bridgette, som ikke kostede så vanvittigt meget i CCHobby. I sættene her er der 27 stempler, 26 bogstaver og et specieltegn. Den anden er Melody, som blev købt i Panduro. Disse sæt koster noget mere end de små fra CCHobby. Til gengæld så er der nogle plusser. For det første, man får 33 stempler, 26 bogstaver og 7 specieltegn/symboler. Den æske de er i gør det meget lettere at få fat i stemplerne, og så har stemplerne her en klar pædagogisk fordel, da der står på stemplet hvilket man har, og hvis man bruger stempler så man kan se det der står på det, så vender det rigtigt. Med det billige sæt har jeg måtte sidde med en sprittusch og skrive det hele på. Jeg er dog rigtig glad for begge sæt. Udover stemplerne her har jeg også investeret i et sæt med de europæiske tegn, og to stempler med blomster, et med hjerte, et med stjerne og et med en hundepote. Og bare rolig, jeg fik en masse rabat på mine indkøb.

20180803_130841Har man disse ting, så er man egentlig klar til at komme i gang. Dog vil jeg anbefale følgende:

20180803_131016Denne pen bruges til at fylde emalje i ens prægning, så det fremstår som sort. Man kan også vælge at bruge en sharpie. Emaljen kan fås i fem forskellige farver, man kan dog kun få den sorte her i Danmark(jeg har i hvert fald ikke kunne finde den nogen steder).

20180803_130931Hvis man ikke er speciel god til at slå lige er en jig en god ting. Jeg oplever det ikke som et problem med 3*3 mm stemplerne, men det er ikke lykkedes for mig at få slået mine 6*6mm stempler lige i. Det irriterer mig gevaladigt, for de er ret detaljerige, så dem skal jeg have en jig til også. Det er frustrerende at kun halvdelen af stemplet kan ses.

Tape er en god ting. Det hjælper en til at få tekst til at stå nogenlunde lige. Man kan bruge malertape. Det kan der skrives på, så man kan markere hvor der skal stemples. Det har dog svært ved at blive siddende fast på stempelblokken. Man kan også købe ImpressArts egen tape. Det sidder bedre fast. Derudover har de også lavet nogle hjælpeklistermærker som kan bruges til at lave tekst der runder sig, eller mandala. Disse ting her er ikke musthaves, men en klar hjælp.

Og så lige et lille projekt…

Jeg har her til formiddag lavet en lille charm til et af Cassis kommende halsbånd(så er der jo en god grund til at lave noget paracord).

Jeg besluttede mig for, at jeg skulle bruge et hjerte-tag, og i det skulle der præges Cassis navn og sættes en ekstra charm på med to swarowski-krystaller. Vil man lave noget lignende så skal man bruge en nøgle ring, to jump-rings, et hjertetag, perlestik og så de to krystaller. Da der ikke er lavet huller i tagget, skal man også have sig en hultang til metal.

20180803_131002På billedet er de to krystaller sat på perlestikken. For at kunne lave øjet er det vigtigt at man også har værktøjet til dette.

Første skridt var at få sat tag’et fast på stempelblokken med tape og lave markeringerne.

20180803_131233Det er vigtigt at sørge for at der er nogenlunde lige langt mellem ens markeringer, hvis man gerne vil have det bliver pænt. Man skal heller ikke lade sig slå ud, hvis det ikke lykkes første gang man arbejder med stemplerne.

Når man går i gang er det en fordel at starte fra midten af det ord man skriver. I det her tilfælde har jeg valgt at bruge min jig. Jeg nåede dog at blive irriteret over den, da jeg nåede til i, da den kom til at stå halvvejs oven på tag’et.

20180803_131343Det jeg har fundet ud at kan være en hjælp, det er at trække stemplet frem til man fornemmer at det støder på tapen. Der er forskel på hvornår bogstavet på stemplet starter, så hvis det skal ligne at det står på samme linje, så er det nødvendigt.

Jeg tror jeg kom til at slå en smule for hårdt, da jeg lavede mit C. I hvert fald kom der en “revne” i tag’et. Det må være et spørgsmål om læring. Jeg fik heller ikke placeret det bogstav helt som jeg gerne ville.

20180803_131625 Udover Cassis navn, så kom der også et lille hjerte på.

20180803_131816For at få teksten til at poppe, så kom der emalje på. Det har drillet mig en del. Faktisk til en sådan grad at jeg har været overbevist om at det bare var fup og fidus på de videoer jeg så. I går prøvede jeg så at putte et lille lag på, så der kun lige blev fyldt i hullerne. Jeg ventede til det var tørret noget op og tørrede så af. Selvom det når at tørre, så er det faktisk nemt at polere det op. Hvis det ikke har fået lov til at tørre i selve prægningen, så hiver man bare det med op igen.

20180803_131849Og man behøver ikke at være bange. Det kan godt poleres op. Man skal dog være opmærksom på hvilken slags tags man bruger. De billige jeg havde købt i Panduro virker ikke til at have det specielt godt med den emalje, og jer skulle der et finkorte stykke sandpapir til for at løse problemet. Det gav dog en rigtig fed effekt.

20180803_132024Da tag’et var færdigt blev der lavet to huller i og det hele blev samlet. Jeg gav det en tur mere med emaljen, da jeg ikke helt var tilfreds, og her er så det endelige resultat:

IMG_2572Igen, jeg synes det her er sjovt. Der er meget at lære, og det gør det bestemt ikke mindre sjovt. Faktisk ville det være fedt hvis flere kom i gang med det. Jeg har lidt efter Facebook grupper omkring dette, men der er ikke så meget at finde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *