På vej hjem fra dagens konkurrence, var jeg lige forbi Netto. Jeg var ved at være brændt sammen i hovedet og havde brug for noget sukker, inden jeg forsatte den sidste lille times kørsel hjem. Jeg var lige rundt om spotvarerne, og der fandt jeg en lille notesblok, der med ordene “If you want something go get it” meget fint beskrev den følelse jeg havde i maven. Så den måtte bare med hjem.
Tilbage i foråret skrev jeg et opslag på Facebook. Det handlede om at nu måtte det da snart være tid for at Cassi skulle blive rallychampion. Det var trods alt mere end tre år siden vi kastede os ud i ekspertklassen. Jeg skrev også at det var målet at hun skulle få sine pinde både i DcH og DKK. Ved første konkurrence i DcH fik jeg overført den pind jeg havde fået i DKK et år tidligere, for så var der ingen vej tilbage, når og hvis den tredje pind kom i DcH. Der skulle gå et par måneder med en masse lige ved og næsten baner i DcH og så lige pludselig var den der.
I DKK stiller vi ikke til så mange konkurrencer. Det er noget hyggeligere, når man kan tilbringe tiden sammen med nogle man kender. I DcH har det været lidt “mærkeligt”, da min sædvandlige makker ved konkurrencer ikke har været med ude. Heldigvis kender jeg en masse, og alle er så flinke, så man finder hurtigt nogle at være sammen med. Jeg var tidligere på året til en DKK prøve i Nakskov. Banen var fin, og matchede faktisk Cassi super godt. Men fornemmelsen på banen var ikke god, og da hun smed endnu en øvelse på tredje skilt, og jeg fik trådt på hende, så jeg trak hende. Jeg har på et tidspunkt lovet mig selv at jeg kun vil have en glad Cassi med i ringen, og hverken hun eller jeg var i specielt fornøjeligt humør.
I starten af juli tog jeg mig så sammen. Der var slået en konkurrence op i af Sydskystens Hundeskole i Osted og så blev der afholdt dobbeltprøve i på Garbogaard til fordel for Hundesport mod Cancer(Vi fik dog kun plads til en enkelt prøve).
I søndags tog vi afsted til prøven i Osted. Der var ikke blevet trænet voldsomt meget op til og fokus havde primært været på vores bakkeøvelse, som har været elendig det sidste stykke tid. Det var varmt på dagen, så Cassi kom i Calles bur og kunne sidde med åben bagsmæk i bilen og skygge fra vores folietæppe. Hun skulle bare luftes og så var planen at hun skulle hentes få hunde før hun skulle på. Hun kræver ikke voldsomt meget opvarmning, jeg har bare brug for at tjekke hvor vi er med øvelserne. Jeg var kommet i god tid, da jeg gerne ville se championklassen og få en snak med de jeg kendte. Det blev klaret, og så var det tid til banegennemgang. Vi skulle op hos en helt nyuddannet dommer, nemlig Amanda, og den bane der var lavet passede min prinsesse ualmindeligt godt. Ikke alt for meget hvor hun skulle sætte sig ned og ingen spring(som nærmest er ved at være en naturlov ved prøverne i DcH). Fornemmelsen var god. Det her kunne Cassi sagtens. Der var lige en bakke på højre side, men det måtte gå som det nu ville gå. Samtidigt vidste jeg også godt at man ikke altid kan regne med Cassi. Der er hopla i hende, så tingene går af og til lidt uforudsigeligt.
Jeg fik set en klubkammerat der var oppe og så blev Cassi hentet. Det passede med at der var to hunde i mellem os og den der var på banen, da vi tilbage til banen. Helt perfekt. Vi lavede lidt opvarmning. Jeg kan godt lide at lave de første fire øvelser af banen et par gange, og så de momenter der kan være problemet med. Så har jeg en føling for hvad jeg kan forvente. Cassi var super, og så ville jeg give hende lidt vand. Nu skal det lige siges at Cassi er en følsom hund. Vi har en af de der vandskåle med en flaske på, og den brød hun sig bare ikke om. Hun blev helt trygget og ville egentlig bare væk. Det tog heldigvis ikke så lang tid for mig at forstå hvad hendes problem var, så af med flasken og hun fik lidt vand.
Ind og gå vores bane. Cassi var glad. En lille smule plaget af varmen, men på som altid. Der kom lidt hop undervejs, og da hun skulle sendes til feltet duftede der så godt at hun fik lige lidt flere kommandoer end der plejer at skulle gives. Fornemmelsen var god da vi kom ud af banen. Primært fordi succeskriteriet altid er at have en glad Cassi med ud af banen. Som bonus fik vi 95 point og vores 2. cert. Så var vi kommet et væsentligt skridt nærmere vores champion titel.
I denne uge er den stået på afslapning og så lidt træning af vores bakkeøvelse. Hun har fået lov til at lave lidt Nose Work, hvilket hun jo til enhver tid vil foretrække frem for alt andet. Tirsdag var vi ude og gå tur med vennerne fra hundeklubben. Her viste hun hvordan hun er vokset, som en mere selvsikker hund. Hun valgte selv at gå helt hen for at sige hej til folk, og i stedet for at skrige højlydt hvis nogen prøvede at røre ved hende, så gik hun bare. De andre hunde kunne gå tæt om hende. Jeg havde med vilje valgt at gå sammen med hunde og mennesker, som hun kender, simpelthen for at hun ikke skulle bekymre sig om det. Jeg ved at hun aldrig bliver vild med den slags, men hun virkede ret ubekymret på den tur. Ellers har Cassi brugt tid sammen med sin bamse, som kun meget få gange er blevet efterladt.
I dag var vi så afsted igen, denne gang til Garbogaard i den gode sags tjeneste. Vi kom i god tid, så vi ikke behøvede at stresse. Hun blev luftet. Jeg fik afleveret min startbog og blev tilbudt at eftertilmelde i den ekspert vi ikke var med i, men det virkede ikke rigtigt. Det var varmt og luftfugtigheden var forfærdelig. Samtidigt var mit hoved ikke helt der hvor jeg gerne ville have det, så det skulle Cassi ikke udsættes for. Ingen tvivl om at hun havde givet den fuld skrue, men det er min opgave at passe på hende. Jeg fortrød en smule, da jeg så Amandas bane, den passede super godt til Cassi. Jeg tror der var en enkelt øvelse med sit, og det var det. Nå, det var der jo ikke noget at gøre ved.
Endelig blev det tid til at skulle gå banegennemgang for os. Vi skulle på som nummer to, så jeg vidste at jeg ikke skulle gå tiden ud, men planlægge med at være ude når der var fem minutters tid tilbage. Heldigvis behøver jeg ikke gå banen mange gange før den sidder. Det der slog mig var at der var mange gange hvor vi skulle bakke, en del drejen omkring(bl.a. snur rundt efterfulgt at en synkronvending). Jeg var lige ved at fange mig selv i tanken om at det her bare ikke passede os, og fik i stedet overbevist mig om at nu gik vi ind som om vi havde styr på det. Fejl er jo ikke slemme at få, de viser os jo blot hvor vi skal sætte ind. Og Cassi var den gladeste lille stjerne der knoklede og knoklede for mig. Vi kom igennem den første bakke øvelse(1 skridt), bagefter en stop-stå-sit-dæk(hun var liiidt langsom, men intet der kunne trækkes for), rundt om fører(en klar yndlingsøvelse), synkronvending, stå under gang- gå rundt(på højre side, hun flyttede ikke en pote), snu rundt(hun var lidt lang som, fik peppet hende op og hun var i hopla), springvand(det høje humør fra forrige øvelse hang ved), dobbelt tysker(det er jo nærmest det samme som gå rundt om fører, kæmpe fest), synkron vending og tilbage på højre hånd, sende til felt(skal hjælpes med lidt dirigering og der kommer et par ekstra kommandoer på dækken), indkald(det er bare fedt når vi skal løbe!), tulipan(hun blev væk for mig, da hun gerne ville blive på fodsiden, men får hold hoved koldt og forsætter og hjælper hende over på den rigtige side), bakke øvelse igen(2 skridt – lidt skæv, ikke til et fratræk, men noterer mig det til den sidst bakke øvelse), 360 til højre, bakkeøvelse igen(denne gang tre skridt, er forberedt på at hun bevæger sig en lille smule skævt og følger hende, dygtig pige), tyskervending, stå – gå fra(prinsessen har en tendens til at snige sig med, det gjorde hun også i dag, perfekt da den laves om), indkald og en meget, meget glad prinsesse kommer med i mål.
Fornemmelsen var god, primært fordi vi styrede de dumme bakkeøvelser, men jeg vidst også vi var på vippen. Heldigvis tippede den til vores fordel og med 95 point fik hun den championtitel vi har kæmpet en del for. Det var noget svært at være i sig selv. Cassi tager ikke ting højtideligt, hun vil bare gerne klappes og have godbidder når vi går fra banen, hun synes altid hun er en stjerne(og det er jo rigtig nok). Hun fik lov at sidde lidt hos mig, det synes hun er hyggeligt i mindre doser og så kom hun tilbage til sin elskede bil.
Ved præmieoverrækelsen viste det sig at vi ud over at have fået vores cert også vandt klassen, og der var godt nok mange præmier.
Nu er vi hjemme igen, Calle er glad for at se os, Cassi hviler ud på dagens strabadser og jeg har taget et glas koldt sodavand.
Kæmpe tak til Sydskystens Hundeskole og Amanda for prøven i søndags(super flot debut), og tak til alle ildsjælene der i dag lavede støtte arrangement for HMC og Paul(der blev manden der gav Cassi sit sidste cert).
Et lille fun fact. Cassis første DKK prøve var hos Sydkystens Hundeskole tilbage i 2013(der var det dog ikke Paul, men Helle der dømte). Jeg kan huske det ret tydeligt. Prøven blev afholdt i Herfølge ved siden af banen til lerdueskydning. Det var et møgvejr, Cassi havde et frygteligt møde med en paraply og der var både dommer, dommeraspirant, og dommerføl(mener jeg ved kommende var) inde på banen med os. En god ven, som desværre ikke er her længere, kørte os hele vejen derop, fordi jeg ikke selv havde mulighed for at komme derop og vi endte med at måtte låne et halsbånd, fordi Cassi ikke måtte gå i ringen med sit låste kædehalsbånd.
Når jeg tænker tilbage på det første år vi gik rally, så er jeg bare ekstra glad for at have min lille springfarlige bombe med mig inde i ringen. Nu er der to konkurrencer tilbage i DcH, vi har et meget spinkelt håb om en DM-udtagelse og så håber vi at de to gange 95 point er nok til at kunne deltage i årets hund i rally i BCK. Derudover er der lige nogle Nose Work-konkurrencer.
Med hensyn til starten af dette blogindlæg, så tror jeg at grunden til at det virkelig ramte, var at jeg virkelig har knoklet for at få de certer/pinde i år. Intet kommer af sig selv, vil vi have noget, må vi gøre hvad vi kan for at få det til at lykkes.