Når kunsten er at finde hinanden…

15230657_10154675851078954_3728806102644981747_nDet her er Calle. På dette billede har han det her: “Åh, men du elsker mig jo alligevel!”-blik. Det der blik som simpelthen ikke er til at stå for, og som jeg kan stirre på i timevis. Mest af alt fordi det lidt for mig til at glemme hvor møgbesværlig han af og til er.

Calle blev fire år gammel i går. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle en lang historie om alle de fantastiske ting vi har opnået sammen. Det kan jeg ikke. Og havde mig spurgt mig for et år siden om jeg var skuffet, så havde jeg formentlig svare JA! I dag er tingene noget anderledes.

Calle var lidt af et impulskøb, det indrømmer jeg gerne. Cassi var skadet for gud ved hvilken gang og så i den blå avis så jeg at der var nogle der havde en border collie hvalp de ikke havde afsat. Mig af sted og så var jeg solgt. En stor bamsedreng, som kom fra et sted hvor han de første to måneder var socialiseret med massere af børn i huset. Ham måtte jeg bare have. Ja, han var lidt stor til at skulle bruges til agility, men det var ligegyldigt. Jeg ville bare have en hund, som alle kunne røre ved uden jeg skulle stå med hjertet oppe i halsen. Og lige denne del har han levet fuldt op til.

Jeg har jo været velsignet med en super mors pige i Cassi. Calle, der har været tider hvor jeg har overvejet om hans livs mission er at give mig grå hår før tid. Men for godt et halvt år siden gik det op for mig. Jeg har simpelthen misforstået min søde, elskelige Callemand. Jeg gik i gang med en selvransagelse og nåede frem til følgende konklusioner:

  1. Vigtigst af alt, Caller IKKE Cassi. De kan ikke sammenlignes med hinanden mere end at de begge er sort/hvide og har fire poter.
  2. Jeg har altid sat barren så højt at Calle aldrig havde en ærlig chance for at komme over den med overskud.
  3. Lad nu være med at pege fingrene ud af, prøv at se indad. Min irritation over ikke at nå det jeg gerne ville var alt ødelæggende. Det var altid alle andres skyld. Faktisk ville det være bedst hvis hele verden bare gik i stå når vi skulle lave noget sammen.

Folk har slået mig med det i hovedet, men hey, jeg er et menneske som de fleste andre, og nogle gange er det bare nødvendigt at indse tingene selv for at fatte hvad der er op og ned.

Jeg er lidt ked af at der skulle gå tre år, for det har han egentlig ikke helt været tjent med.

En ting er så at komme med en erkendelse af hvad der kan gøres noget ved, noget andet er rent faktisk at gøre noget ved det.

Jeg tror den allervigtigeste beslutning jeg har truffet er at jeg til enhver tid skal sikre mig at han kommer i situationer han kan magte. Og så beslutningen om at vi ikke skal til konkurrencer sammen. Det er ikke sikkert det aldrig kommer til at ske, men det er ikke det mål vi har. Mit eneste mål træningsmæssigt er at jeg kan tage ham ud hvor som helst og så få hans opmærksomhed.

Jeg har valgt at arbejde meget med leg. Især med fokus på at vælge mig til. I en periode valgte jeg at jeg slet ikke ville træne med ham, mens der var andre hunde. VI begyndte til agilitytræning, hvor der kun var ham på banen. I starten reagerede han hvis der var andre i hallen. Det er han vokset fra. Der er en ret god grund til at det blev agility vi gik til træning i, nemlig at det er det der giver mindst konflikter mellem os. Intet er perfekt, men der er glæde altid og han slår ikke fra. Han vil bare arbejde. Mens han voksede med den opgave, tog jeg ham tit ud og trænede forskellige fokus/kontakt øvelser. Ingen forstyrrelser, han skulle kunne klare opgaven uden at blive frustreret(og det skulle jeg også).

På et tidspunkt valgte jeg at tage springet. Han fik lov til at komme ud, når jeg var færdig med Cassis rallytræning. Jeg kendte hundene på holdet(og vigtigere jeg kendte deres ejere). Det var vigtigt, for så vidste jeg hvilke hunde der kunne trigge noget i Calle, og hvilke jeg kunne trigge noget i med ham. I starten holdte vi meget god afstand. Vi arbejdede med hans kendte fokus/kontakt øvelser, kom der hunde tæt på, der kunne trigge ham(han har desværre en tendens til at være lidt reaktiv) afledte jeg ham. Og hvis han pludselig fik øje på de andre hunde og ville se på dem, og jeg kunne mærke at han var et godt sted, så fik han lov til at forholde sig til det og blev belønnet en del, når han traf beslutningen om at komme tilbage.

Efterhånden kunne vi komme tættere på de andre, og han begyndte også at kunne arbejde. Mens det her skete begyndte jeg også at synes det var sjovere at arbejde med ham. Der kom noget glæde i det fra min side, og det tror jeg at han kunne mærke.

Forstyrrelserne kom der flere af, for der kom nye hunde til på holdet og der kom et hold mere ud på træningspladsen for at træne samtidigt med os. Hele tiden sørgede jeg for at Calle kun fik gode oplevelser, og han begyndte at knokle mere og mere. Af og til var der holdkammerater, som slet ikke havde bemærket han var der fordi han var så rolig(pg stille). En anden ting jeg begyndte at indse, var at alle de dumme ting der kunne ske, dem kunne jeg vende til noget der kunne styrke os. Så i stedet for at blive sur/ked af at noget gik galt, hvis han reagerede på en hund, så kunne jeg arbejde med at få ham ned i gear. Finde måder at håndtere det på.

Den sidste måned har så i den grad givet bonus. Han har været med i byen og kunne gå og tage kontakt og lave lidt lydighedsøvelser. Han var helt tæt på de andre fra holdet OG ARBEJDE SÅ FINT! Han kunne lave det fineste arbejde med en anden hund på træningspladsen og det uden snor. Han kunne passere andre hunde uden at blive reaktiv(okay, det var lige en samojede som stirrede for vildt på ham, men vi bor også ved siden af sådan en og de to kan ikke udstå hinanden). I dag havde jeg ham med ude, da der var agilitykonkurrence i klubben(der var ikke nogen hunde der løb), og han reagerede ikke rigtig på hundene, lige med undtagelse af en løs border collie, der løb afsted, men det var mere fordi han gerne ville løbe med. Ikke engang de hunde der gøede af ham, sagde han noget til. Vigtigst af alt. Han kunne slå agilitybanen ud af hovedet og lave kontaktøvelser.

 

Så, vi er der ikke helt endnu, men dag for dag tager vi et lille skridt sammen, og forhåbentlig så ender vi en dag der hvor vi har fundet hinanden træningsmæssigt. For til trods for alle hans skøre og irriterende sider, så kan jeg ikke andet end at elske end hund med hans søde fjæs og enormt dejlige personlighed.

 

13700078_10154256248043954_5392684909020529659_n

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *