For snart 8 år siden traf jeg beslutningen om at jeg skulle have min egen hund. En rigtig hund, sådan en med stamtavle og det hele. Ikke nok med det, så skulle det være en border collie. Ikke en af de der vildt toptunede slags, men en fornuftig border collie. Den skulle bruges til agility, men vi søgte ikke efter en hvalp der havde forældre der løb agility. I stedet faldt valget på et kuld ud af to hunde, som begge havde gjort det fornuftigt inden for lydighed. Far var dansk lydighedschamp, og begge forældre konkurrerede i Eliteklassen i DcH. I august 2010 mødt jeg Sasse. Dejlig, storrammet tæve. Imødekommende, yes, det var den tæve, som skulle give mig min kommende hvalp.
Ventetiden var ufattelig lang, og for syv år siden i dag kunne jeg på facebook poste et opslag om at jeg håbede min lille hvalp ville komme til verdenen. Og yes, sørme om ikke beskeden kom. “Det er ikke en aprilsnar, nu er de her!”
I dag er det så syv år siden min lille aprilsnar kom til verdenen. Jeg kan ikke forestille mig en dag uden hende, og det er ikke mange dage vi ikke har tilbragt sammen. Hun har været der gennem tykt og tyndt. Hun er ikke den mest sociale hund, men hun ved hvornår jeg har brug for at give hende et kram, hvornår hun skal være min støtte.
Jeg kan huske, at da jeg fik hende, så fik jeg også at vide at jeg ikke skulle tænke over hvad de andre hvalpe fra kuldet opnåede. Og at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis vi ikke opnåede det samme. Cassi har aldrig skuffet mig. Hun har taget mig med på det ene eventyr efter det andet. Vi har sammen været til NM i Finland og OEC i Østrig, vi fik endda en invitation til VM i Moskva.
Jeg ved Cassi ikke er 100% fit for fight længere, og jeg ved at jeg skal yde hvert et år jeg får med hende. Jeg var igennem mit værste mareridt med hende for halvandet år siden. At skulle forlade hende hos dyrlægen med uvisheden om hvad der var galt med min lille prinsesse. Jeg kan huske at jeg kørte rundt og rundt og rundt. Det var snevejr, og efter en time måtte jeg køre tilbage, og så sad jeg bare og ventede. Cassi havde været umulig fortalte de mig. Jeg hadede at de ikke gav mig muligheden for at blive hos hende indtil de havde givet hende noget at sove på. Cassi bryder sig ikke om andre mennesker, og det overgreb jeg havde udsat hende for ved at forlade hende, det var tæt på at knuse mit hundemors hjerte. Der var intet at se på røntgenbillederne eller scanningen. Den diskusprolaps som to dyrlæger uafhængigt af hinanden var helt sikre på var årsagen til hendes problemer, var intet sted at se. Det eneste man kunne se, var at hun tidligere havde haft problemer med knæet. Vi har forsøgt at komme tilbage i topform efter det, men Cassi kan ikke holde til den træning der skal til.
Så i stedet har vi kastet os over Nose Work, her kan hun sætte tempoet for det arbejde hun laver og så træner vi lidt rally, hvilket hun også elsker. Hun er min lille øjesten og noget af det mest livsglade der findes. Vi har givet hinanden hund/pote på, at når den glæde ved livet forsvinder, så siger vi på gensyn til hinanden. Forhåbentligt er der mange år endnu til jeg skal træffe den beslutning. Indtil da går vi bare rundt og hygger os sammen.
