Nu gik det lige så godt…

I efteråret traf jeg en beslutning. Calle og jeg skulle i gang med at løbe agility igen. Og det skulle gå rigtigt til. Så jeg gik til en træner, som jeg har været hos ved nogle kurser og havde købt træning på afbud hos. En jeg vidste hvad stod for. Samtidigt så var der tale om nogle forhold, der ville give både mig og Calle ro til at koncentrere os om træningen. Der er kun en hund på ad gangen, så han skal ikke forholde sig til de andre hunde, og jeg skal ikke hele tiden gå og være nervøs for om han lige pludselig smutter fra mig.

Så vi mødte op til første omgang træning hos Tina Mette, og havde i første omgang købt fire gange træning over otte uger. Calle havde holdt agilitypause i godt 8 måneder, og der var meget som skulle arbejdes med. Mange ting var blevet forsømt og trængte til en finpudsning. Samtidigt blev jeg mødt af mange nysgerrige spørgsmål af dem vi trænede med, for hvorfor kom jeg ikke til konkurrencer med ham.

Svaret på det er egentlig ret simpelt, hans hoved er ikke til det lige nu. Han stresser en del når der er en agilitybane foran ham, en del mere når der er forstyrrelser omkring han. Dårlig kombination, når han også skal bruge krudt op at forholde sig til og koncentrere sig om hvad jeg beder ham om. Det gik simpelthen galt når vi var afsted, og sidst havde han nær ødelagt mig knæ, fordi han med fat omkring knæskallen. Så lige nu er planen, at vi bare træner. Vi har intet vi skal nå, men måske når han er fuldstændig til at håndtere til træning, så kan han komme afsted. Han er jo ligeglad, bare der er en agilitybane at løbe på.

Det var ikke nemt til at starte med. Og han kunne ikke kapere meget mere end 3-4 spring ad gangen. Nogle ting havde han styr på, slalom fungerede fint, og felterne fandt han. De uger hvor vi ikke var til træning bookede jeg selv hallen i Ringsted, og så terpede vi på de små ting, og det vi i særdeleshed brugte tid på var indlæring af en back-kommando. Calle er så fintfølende, så han fik en til hver retning. Efterhånden gik tiden, og pludselig sad den kommando lige i skabet, og han kunne lave nogle super fine ting på de kommandoer.

Vi begyndte at komme i gang med at løbe længere baneforløb, og han blev bare mere og mere lydhør. Jeg gik fra at tænke, åh, hvorfor valgte jeg nu også at begynde på det igen til Yes, vi skal løbe agility i dag. Så fedt.

Her er en video der er et par uger gammel.

I fredags var vi på slalomkursus, og igen var han en lille stjerne. Han fik brugt sit hoved og i sidste ende blev han TRÆT(de der kender ham ved hvor meget der skal til).

Og i mandags var han så artig. Han bevist hvor godt han kunne sine felter, da han skulle løbe helt ned og tage dem selvstændigt på balancen. Han fik også prøvet noget nyt. I afslutningen af første træningspas, så vi noget blod på den ene pote. Han havde et hak i læben, og umiddelbart var der ikke noget at se på poterne, så det blev slået lidt hen som det måtte være fra munden.

Men under andet træningspas blev det ret klart at han havde slidt hul på den ene trædepude, så ikke mere agility til ham. Og da jeg kom hjem kunne jeg se at den var gal med den anden pote også. Tænker at der ikke var noget at se i første omgang, og han blot hev det mere op, da han fik lov til at løbe igen. Han er meget voldsom på sine feltforhindringer, og det er desværre ikke første gang det sker at han får lavet hul på dem. Heldigvis er det en ret banal lille skade. Han kunne have forstuvet noget eller det der var værre. I det hele taget skal jeg nok prise mig lykkelig, hvis slidte trædepoter og afrevne negle er det eneste jeg skal døje med af skader, når man tænker på alle de vilde og åndssvage ting han foretager sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *