At have is i maven…

I går var jeg afsted til den 9. Nose Workkonkurrence. Det er faktisk en del, når man tænker på at første konkurrence blev afholdt i starten af juni. De to første konkurrencer var i kl. 1 og så har vi ellers rykket i kl. 2. Det har været med ret svingende resultater, og af og til spørge man sig selv om hvor vidt det egentlig var det rigtige valg at rykke op. Jo, Cassi har bevist at hun sagtens kan, men spørgsmålet er så mere om jeg selv er helt klar.

Det hele er stadig så nyt(og det gælder for alle i kl. 2) at der stadig er rigtig meget at lærer. Efter at have set en del prøver og have reflekteret over det vi selv præsterer, så tror jeg faktisk at vi alle har hunde som er fuldt ud klar til at løse opgaven. Spørgsmålet er så om vi hundefører er dygtige nok til at kunne læse og hjælpe vores hunde. Og der tror jeg vi alle har rigtig meget at lærer.

Det der kendetegnede min egen prøve i går, var at Cassi faktisk fandt færten, men ikke rigtig fik muligheden til at gøre sit arbejde færdigt, bl.a. fordi jeg med mit kropssprog fik presset hende væk fra der hvor hun var eller fordi jeg blev bekymret for at hoppe op af kørertøjet. Jeg fik simpelthen ikke set de små signaler hun sendte mig.

Se bare denne video. Hun stopper faktisk op flere gange ved den lille port(den længest væk) og alligevel får jeg hende presset væk, selvom man tydeligt kan se at hun gerne lige vil arbejde videre. Det resulterer så i en fejlmarkering.

https://www.youtube.com/watch?v=tZvWrQuZJHM&feature=youtu.be

Men det er lidt som at bevæge sig på et knivsæg. For hvornår skal man vælge at gå videre. Der er jo en tidfaktor der spilder ind. Her i kl. 2 har den mest betydning ifht. placeringer i elementerne, men tiden er jo ikke uendelig for søgene. Det handler om at have is i maven og vælge at stole på det hunden viser og så vidt det man læser. Fx kan man nemt komme til at få en fejlmarkering ud af hunden, hvis man bliver for længe et sted, som hunden har fundet interessant. Hunden kan have konstateret at det ikke er her færten er, men vi kan stædigt blive det samme sted, for hvad nu hvis. Det er nok det her punkt der er den største svaghed for alle os handlere pt. og formentlig også det der er vigtigst at få styr på inden man er i stand til at rykke i en kl. 3.

Jeg kan dog glæde mig over at jeg denne gang ikke lavede nogen “jeg tror hun markerer, og så skal der bare meldes fundet”-beslutninger. Jeg ventede til jeg var helt sikker på at hun virkelig markerede. Jeg prøvede at have is i maven, og jeg traf ikke en beslutning, som jeg ikke var sikker på. At der så kom en fejlmarkering og en markering der var lidt for langt væk, det er der jo ikke så meget at gøre ved.

Hvordan gik det så resultatmæssigt? Ingen pind denne gang, men en super veloplagt og velarbejdende Cassi. Hun er altid klar til at skulle arbejde med Nose Work, men i modsætning til sidste konkurrence, så havde hun roen til at arbejde. Jeg fik hjort meget ud af at få lavet nogle rolige starter, men jeg skal huske at der også skal ro på, når vi starter op igen. Jeg fik taget den tid jeg skulle bruge, både til at belønne, men også til at få gjort tingene færdigt. Jeg kan glæde mig over at Cassi havde fundet alle søgene(de to af dem slog hun voldsomt ud på, men uden at markere), jeg opdagede det så bare ikke altid. Vi fik dog markeret for de 4 søg, og Cassi var eneste hund, der fandt begge søg i beholdersøget. Her var jeg forberedt på at hun ville gå på indendørssøg, og jeg kunne så hjælpe hende i gang med søge, og havde en plan for det. Vi havde line på i alle søg, og jeg kan mærke at den forholdsvis lange periode vi har arbejdet primært uden line ikke har haft betydning for min håndtering af linen eller hendes arbejde med line på. Hun virkede også fuldstændig ligeglad med hvad der var af forstyrrelser i området(lige med undtagelse af en bøtte i indendørssøget, men hun var nem at få væk).

Samlet endte vi som nr. 4 ud af de 14 hunde der var til start, så det er ganske udmærket.

26165387_10155870319308954_4002676396225581648_n

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *