Hvorfor går du egentlig til konkurrencer med din hund?

Det var et spørgsmål jeg var nødt til at stille mig selv for nogle uger siden. Jeg var frustreret over igen at opleve at der var dommere, der dømte så forskelligt fra hvad der ellers er normen. Det var ikke kun mig der oplevede det, men også folk jeg træner med eller tit møder til konkurrencer. Jeg er nok et eller andet sted en ret så “black and white”-kindagirl. Det skal helst være til at gennemskue, og der skal ikke være for meget at tænke over. Når jeg går på banen skal jeg vide hvilke vilkår jeg konkurrerer på.

Min fantastiske træner mindede mig om at jeg har en fantastisk glad hund, og sparkede mig så psykisk bagi ved at sige jeg skulle overveje om det var værd at gå til konkurrence, hvis det efterlod mig med de følelser. Det var vist på tide med lidt sjæleransagelse og så finde ud af hvilken oplevelse jeg ville have når jeg gik til konkurrence.

 

Hjemme gik jeg så i tænkeboksen, og begyndte at tænke over alle de ting jeg godt kunne lide ved at gå til konkurrencer. For vi kan jo alle sammen lige så godt indse det, det er kun for vores skyld vi går til konkurrencer. Jeg fandt frem til følgende ting der var vigtige for mig:

  • Det sociale, at komme ud og møde de hundevenner, som man ikke møder på træningspladsen.
  • Oplevelsen jeg deler sammen med min hund, jeg ved hun er ligeglad med konkurrere, men hun elsker at have mig helt for sig selv, når vi er i byen.
  • Læringen ved at se andre gøre deres bedste.

 

Da jeg så tog til træning igen, så gik jeg hen til min træner og sagde, jeg har besluttet mig for at hvis jeg skal stille i flere konkurrencer(rally), så skal jeg være ligeglad med pointene og kun have fokus på den fede oplevelse Cassi og jeg har sammen i ringen.

 

I sidste weekend var vi i Vejen for at konkurrere i Nose Work og man kan ikke gøre så meget andet end at nyde turen på banen med hende. Lige denne disciplin er så ultimativ fed at konkurrere i, fordi jeg ved jeg står med en hund, der virkelig elsker det den laver. Resultaterne kom helt af sig selv. Lad hende have en fest, det skal nok komme. Det skal lige siges, at jeg bestemt ikke kan klage over vores resultater i Vejen.

 

I dag skulle vi så tage hul på bylden igen, hvad angår rally. Turen i ringen havde et mål, Cassi skulle være glad. Ser jeg tilbage på hvordan hun var det første års tid jeg gik rally med hende, så har hun virkelig rykket sig. Fra at være usikker og trykket, så er hun nu altid i hopla og en smule bossy. Det skal der holdes fast på, og jeg har fået at vide af min træner, at hvis jeg holder fast i at dyrke den glæde hun har med sig i ringen, så skal resultaterne nok komme.

Dagens første bane var åben. Cassi var som altid i hopla, og vi havde intet at vinde ifht. DM. Selv med 100 point, så ville vi ikke være i nærheden. Det gik også lidt galt på 2. skilt som var spring. Cassi var i sit es og havde kun fokus på mig, og så tænkte klaphatten(altså mig) ikke over at man måske skulle sende hende over springet i godt tid. Så hun løb lige ind i den ene støtte og væltede det hele. Hun var lige forvirret i et splitsekund, men var så klar på at komme med videre rundt. Udover det måtte vi lave en stå(hent/bring) om, fordi hun var lidt utrolig og vi har pt. problemer i stå-gå fra, så det var en oplagt mulighed for at gå ind og rette, selvom det ikke ville have kostet andet end 3 point. Bak 1 skridt, bak 2 skridt gik okay, men i den sidste ville hun ikke sætte sig, så den valgte jeg at lave om. Ellers var hun så god(dog lidt bisset, for hun hapsede mig i benet på et tidspunkt). Ikke så meget hopperi som normalt, og så var vi heldige at have en bane med meget lidt drejen til venstre. Vi fik 80 point, hvilket vist er OK med en smidt øvelse og to om’ere.

Og så lige en bonus. En øvelse der tit driller er dæk under gang-gå rundt. Den lavede hun bare så flot.

 

Der var så lidt pausetid før vi kom til ekspert. Efter afskaffelsen af ærespladsen er der kommet højrehandling ind. Egentlig ikke et problem, lige bortset fra det med at bakke. Og det skulle vi i dag. Heldigvis er hun jo ret god til tricks og så var det jo egentlig bare at give hende en bakke.

Hun var så fed at gå i ringen med og turen var nærmest magisk. Hun var glad, men så tilpas meget i ro, at der ikke kom alt for meget hop. Der blev trukket for 3 en’ere(en ude af position, et ramt skilt og så vist nok en langsom reaktion). Og så et point i helhedsindtrykket, for selvom hun ikke havde hoppet så meget som hun kan, så hoppede hun lige lidt. Jeg måtte lige spørge for at være helt sikker. Og yes, vi havde vores pind. Vi endte med 96 point og vandt klassen(måske min træner har ret i at det kommer stille og roligt, hun plejer jo at have ret).

 

Ser jeg tilbage på i dag, så er der stadig nogle ting jeg undrer mig over, men jeg er også blevet inspireret. Jeg har haft en hund der har været glad hele vejen igennem. Hendes vilde glædeshop når man løber ud i belønningsfeltet er til at blive høj af. Og det er jo nok der pointen er. Den vilde glæde for at arbejde kan man ikke nødvendigvis lærer hunden, men mon ikke vi nok skal få roen til at komme igennem banen.

 

Jeg er i hvert fald glad for at jeg lige tog nogle dage til at tænke over hvor vi egentlig ville hen, og nu skal vi bare bruge efteråret og vinteren på at lære at sætte tempoet lidt ned uden at miste glæden og så bare nørde en masse Nose Work.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *