Nose Work… I love it…

I sommers prøvede jeg for første gang Nose Work. I vores lokalforening(DcH Vordingborg) har vi hver sommer fælles træning en gang om ugen, og de sidste par år har det været “tema”-træning. Jette Bennedsen stod for at hjælpe os i gang, og der blev arbejdet en del med godbidssøg i forskellige spande og bøtter, og også med søg på et bordebænkesæt.

Jeg havde kun Calle med den aften, fordi jeg mente at det måtte være noget for mit lille vilddyr. Og det var virkelig noget han kunne lide. Jeg mener, at bruge næsen og finde mad, whats not to like? Noget senere var der en opfølgningsaften for de der ikke kunne have alle deres hunde på den første aften. Her var vi kun to der mødte op, men nøj, hvor fik hundene arbejdet. Og Cassi, ja, hun syntes vist bare det var fedt.

Der gik ikke lang tid før vi fik skaffet os noget hydrolat og begyndte så på lidt parring. Begge hunde elskede det. Men jeg kom ikke for alvor i gang. Jeg blev nødt til at vide mere, frem for bare at prøve mig frem. Så i midten af august var planen at jeg skulle afsted på introduktionskursus hos Merete, der har Meretes Hundeskole, med Calle. Calle var lidt uden for pædagogisk rækkevidde, så Cassi kom med i stedet(hvilket vist var godt, da der var en løbsk tæve med). Cassi elskede det, og det var tydeligt hun ikke kunne vente med at arbejde, når hun var på.

Der var ingen tvivl, det her skulle vi mere af. Jeg havde arbejdet en del med søg inden for og på en lille legeplads i nærheden, men jeg følte mig stadig ikke klædt nok på til at kunne få os ordentligt i gang. Så da Merete slog hold op i efteråret, og det passede med mit arbejde, så meldte jeg mig til og jeg er ikke blevet skræmt væk endnu.

Der var en del der skulle arbejdes med. Bl.a. havde Cassi en overbevisning om at beholdersøg var spild af tid og markeringer var da noget af det mest overvurderede. Vi har knoklet løs og er bestemt ikke mindre begejstrede.

Cassi har ikke andet i hovedet end sine søg, når hun får sin lange line på, og det fik man for alvor at se i dag, da vi var til vores anden uofficielle prøve. Cassi havde egentlig ikke tid til at vente på at dommer og tidstager kom med ud til søgene. Da vi skulle gøre klar til beholdersøget, så var fokus ud mod beholderne.

Det var en lærerig dag. Jeg fik bekræftet at det er vigtigt at have is i munden med en som Cassi. Hun skal af og til bruge lidt tid på at spore sig helt ind. Især i det første søg, så var jeg i tvivl om hun havde den. Og hun havde formentlig fået lidt fært, men så arbejdede hun sig videre frem og pludselig snurrede hun rundt og fortalte, den er vist her og to sekunder efter kom der en markering. Transporten til næste søg foregik med mig, dommer, dommerføl og tidstager i fuld fart efter hende. For det næste søg skulle bare findes! Hun var super skarp i både udendørssøget og beholdersøget(hvor hun dog lige smuttede forbi den rigtige beholder, men så kom tilbage igen). Køretøjssøget syntes hun var en smule svær, og fordi hun blev lidt usikker(det er sådan som jeg læste hende), så vælger hun at søge op af det ene traktordæk og får dermed rørt ved kørertøjet. Vi fik to fejl, en for berøring og en for stram line. Men søget, det fandt hun trods alt.

At hun er hurtig bevist hun, for hun blev nr. 2 i udendørs- og beholdersøget, og uden at kunne huske tiderne udenad, så tror jeg at hun uden de to fejl havde været blandt de tre bedste(dog slet ikke i nærheden af dagens 1. vinder der klarede alle fire søg på 68 sekunder, det er dælme flot klaret). Men der er kun en ting at sige, vi må træne lidt køretøjssøg.

17800099_10155103536238954_8239437963289265207_n

Cassi med sine præmier

Og så har jeg været i gang med at lave et nyt halsbånd til Cassi, så hun kan blive klædt ordentligt på til næste Nose Work-konkurrence.

IMG_7946

IMG_7948

Og så lige en kæmpe tak til Merete, der var dommer i dag og til Marianne, som lagde arealer til. Og tak til alle de dejlige fantastiske mennesker man møder ude til hundekonkurrencerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *