Alle der kender Calle, altså virkelig kender ham, ved at han er hund, der sprudler af kærlighed over for alt og alle. Det bedste i verden er at dele en masse Callekys ud. Det er også det som er en af vores store udfordringer når vi er til rally eller nose work. Han vil så gerne hilse på træneren.
De vil også vide at han er ret umoden og har ret så meget gadedreng over sig. Det er tydeligt at se når han bevæger sig gennem huset. Det foregår ikke stille og roligt, men med smarte hop.
Alt det gør at jeg elsker ham enormt meget, også selvom jeg ikke har fået den hund, jeg troede jeg ville få da jeg købte ham for 2,5 år siden.
I lørdags var vi til agilitykonkurrence i VAS. Jeg havde været lidt spændt på det, for han er en lidt sjov fætter, som af og til mister fatningen. Han var faktisk rigtig sød. Vi blev disket i to af de fire klasser(den ene var min fejl, da jeg smed ham tilbage på et felt, som han ikke blev på). Men overordnet set, så synes jeg det gik rigtig godt. Især taget i betragtning af at vi ikke havde trænet i to uger op til konkurrencen. Der er knap så meget vildskab over ham længere og det vi har haft fokus på over vinteren, nemlig stabile felter var faktisk ok. Vi er også blevet klogere. Der er ting som skal arbejdes videre med, men det er jo en del af gamet. På lørdag tager vi til Fakse og så er der pause i en to måneder frem(altså fra agilityen).