Så er det blevet onsdag og dermed hviledag. Og netop en hviledag har været lidt tiltrængt. Det er måske svært at forstå at man kan blive så træt, når man reelt kun laver noget arbejde med hunden i 2 minutter i løbet af sådan en dag. Men bare det at være ude fra kl. 8 til kl. 19 kan være hårdt. Og så er der så mange indtryk man får i løbet af sådan en dag.
Nu er det blevet aften, og der er kun to dage tilbage, så er vi på vej hjem mod Sjælland. Her er der et måske lidt for langt blogindlæg om hvad der er sket de sidste fem dage.
Lørdag: Afrejse dag og ankomst til Ringe
Jeg har valgt at benytte mig af muligheden for at leje et værelse gennem ugen. Jeg har to gange prøvet det med campingvogn og en enkelt gang med et værelse jeg delte med to andre, og jeg synes bare det er irriterende med campingvogn og herligt med et værelse. Det eneste jeg savner er et køkken, men hva’ det er til at leve med når man ikke skal stå i kø med alle andre for at få et bad(det med bad vender jeg lige tilbage til).
Da jeg først kunne tjekke ind kl. 15, så var der ingen grund til at have travlt, så vi kørte hjemmefra lidt over tolv. Jeg havde en aftale med Karin og Søren om at de skulle tage mit telt med, så min lille Peugeot 108 ikke blev alt for overlastet. Turen over gik fint, det tog kun små to timer. Men så kom det store problem. For der var indtil flere forskellige adresser på stedet, og det ene sted jeg kørte hen var der slet ikke nogen bygninger.
Får parkeret bilen og ringet til pedellen på stedet, og han fortæller mig at han har afleveret alle nøglekort til dem der afviklede stævnet og jeg kunne hente det hos dem. Ned og hente nøglekort og så finde mit værelse. Det gav lidt problemer for der var ikke rigtig logik i numrene. Og da jeg så fandt værelset fik jeg lidt en dum overraskelse. Vi skulle bo på første sal og Calle HADER trapper. Hader, som i benene klapper sammen under ham og han går helt i panik. Ikke nok med at det var trapper, så var det nogle grimme brandtrapper. Nå, det var der ikke så meget at gøre ved. Cassi går selv forsigtigt op af trappen, så jeg kunne slippe hende og så bære Calle op(godt jeg har en 15 kg border collie). Jeg turde ikke andet, da jeg frygtede han skulle få rykket en negl af.
Da hundene og de fleste ting var inde, pakkede jeg min trækvogn(hvor er den bare alle pengene værd, jeg har denne fra Shop til Dyr) og så tilbage mod stævnepladsen, hvor jeg skulle aflevere min startbog og mødes med Karin og Søren, så vi var klar til at slå telte op. Da jeg kom derned var der en kæmpe kø og Karin bad mig give hende min startbog, så kunne hun aflevere den samtidigt med sine egne. Bagefter fik jeg en fin pose fra Royal Canin og et virkelig smart stævnenummer.
Den fine gavepose
Bagefter gik vi hen for at vente på vi måtte sætte telt op. Der er altid kamp om pladserne ved de store ugestævner, og vi satsede på at kunne få en plads på første række med Karins telt og så mit bagved. Der hvor vi stod og ventede var der også en nordmand, som Karin og Søren tidligere havde kæmpet om pladser med. Vi begyndte at diskutere taktik, og vi pjattede så meget rundt at vi slet ikke opdagede at de andre satte telte op. Heldigvis var der slet ingen der ville have de pladser der var foran os, så der var slet ingen grund til at skulle kæmpe om noget som helst. Det tog ikke lang tid at få mit telt op. For to år siden besluttede jeg mig for at skulle have mit første telt, og da jeg gerne ville have et jeg nemt kunne slå op og ned selv, faldt valget på et Quechua Base Seconds.
Da teltene var slået op gik jeg tilbage til hundene og fik dem luftet. Mit værelse ligger med udsigt over Ringe Sø, så det er bare at gå over vejen.
Udsigten fra værelset
Da vi kom tilbage skrev Karin og spurgte om jeg ikke kom ned og spiste sammen med dem. Bagefter blev hundene luftet igen og vi gik i seng.
Søndag: Første dag og første gennemførte løb
Jeg stod op halv syv for at få gjort mig klar. Jeg havde bestilt morgenmad og det skulle være klart klokken halv otte. Jeg kunne købe på pladsen, men de solgte først fra klokken ni, og når man nu er vant til at stå op halv fem hver dag, så bliver det altså for sent.
Hundene fik morgenmad og blev luftet og så blev de sat ned i teltet ved banen. De er heldigvis helt rolige dernede, når de er der sammen. Cassi smutter ind i sit bur og Calle lægger sig ned og er utilfreds med at være der, men finder sig i det. Jeg gik så op for at få morgenmad og var der fem minutter over halv otte. Ingen morgenmad! Jeg ventede og ventede og ventede. Jeg kunne se at der var nogen i køkkenet, så jeg bankede på et par gange, men der blev ikke åbnet. Da klokken var otte valgte jeg at gå uden at have fået morgenmad. Jeg havde ikke tid til at vente længere.
Søndagens vejr kan beskrives med et enkelt ord: REGN. Der kom rigtig mange byger. Jeg havde taget kamera med fordi jeg gerne ville tage nogle billeder af Karins hunde, men det var ikke rigtigt kameravejr. Jeg fik dog sneget mig ud for at tage lidt billeder. Her er et billede af Karins Rinja, hvor man kan se hvor meget det regnede.
Jeg var selv så heldig at det var nogenlunde tørvejr da jeg skulle løbe med Calle. Første løb var et agilityløb. Jeg havde noget ondt i maven, for tænk nu hvis min lille rod smuttede ud af banen for at løbe efter de andre hunde. Han har aldrig været til konkurrence hvor der har været flere baner.
Calle gjorde i den grad min frygt til skamme, og han gennemførte sit første løb. Ikke super kønt, men der er ingen tvivl om at han er klar til at arbejde sammen med mig.
Bagefter gik der et godt stykke tid før vi igen skulle i ringen. Jeg fik set en del agility, jeg fik købt mig noget morgenmad(og skrevet en mail til stedet om hvor min morgenmad var den morgen og fik efterfølgende et svar hvor man beklagede mange gange).
Og så var det Calles tur til at skulle løbe SP1. Her blev han disket. Jeg husker det som at han havnede i et tunnelhul han ikke skulle have været i. Overordnet set var der en del ting der var okay.
Da jeg var færdig med at løbe med Calle kom begge hunde tilbage til værelset og jeg satte mig for at se kl. 3 hundene løbe. Det er godt nok inspirerende at se så dygtige mennesker med deres lige så dygtige hunde. Og puha hvor har man selv laaaaaaang vej igen.
Klokken 18 startede præmieoverrækkelsen, hvor alle deltagere sidder samlet og hygger sig. Der er mange klasser og mange deltager, og derfor også mange der skal have præmie. Fx var der 20 som skulle have præmie i den åbne klasse for store hunde! Det tager omkring en times tid og er super hyggeligt. Det var det også denne aften, det eneste minus var at det begyndte at regne, så vi måtte søge ly ved i teltene ved startområderne.
Da vi var færdige blev hundene luftet, vi fik lidt aftensmad, hundene blev luftet igen og så var det tid til at gå i seng.
Cassi og Calle er efterhånden så vant til at komme med rundt, så der gik ikke længe før de følte sig hjemme.
Mandag: Vildcalle!
Mandag startede bedre en søndag. Der var nemlig morgenmad til tiden. Mens jeg spiste havde jeg hundene i bilen, jeg ville simpelthen ikke hive Calle mere op og ned af trappen end højst nødvendigt og de elsker at være i bilen. Da jeg havde spist gik vi ned til banen, og så var det bare at vente på banegennemgangen. Vi skulle starte med SP1 og det var faktisk en fin bane. Inden vi skulle ind fik jeg for alvor at føle hvor lidt styr jeg har på hvordan jeg skal gå til banen med Calle. For han stressede enormt op. Og når man skal stå klar 10 hunde før man selv skal ind, så er det lang tid at vente når man er i konstant stress. Banen var lidt teknisk i starten, og på tredje spring valgte han at springe lige ind i en støtte, og da han var ved at gøre det igen blev han dækket af og så bar jeg ham ud. Når han først er oppe i den stress, hvor han slet ikke kan tænke, så er det for farligt at lade ham løbe.
Der var lang tid mellem klasserne, så jeg valgte at bruge lidt tid med Cassi. Vi skal til Sverige(eller skulle, mere om det senere) om små to uger, så der er brug for al den træning vi kan få. Vi arbejder på at styrke et nyt trick, og der kom et sandt gennembrud. Det er bare så fedt når det sker. Som belønning fik hun lov til at prøve den slalom der stod til opvarming og et enkelt spring(hun lavede den sygeste skarpe vending over springet, det var ret vildt at se). Bagefter kom Calle med hen for at blive belønnet lidt på felterne, det var vist tiltrængt.
Sidst på dagen blev det endelig til vores AG1 løb. Og gys og gru, så gik den ikke længere, for der var hjul på banen. Det var faktisk en fin bane uden alt for meget svært. Igen var han stresset, og denne gang nærmest hysterisk. Det resulterede i at han tyvstartede(og kvajet her fik ikke smidt ham tilbage). Han løb faktisk rigtig pænt, men han kunne ikke helt søge frem og ud selv. Han fik alle sine felter og han fik sørme også hjulet. På sidste spring bliver han disket fordi han for sin tredje væring. Men puha, tror aldrig jeg har været så udmattet efter et løb. Og det skyldtes at jeg måtte bruge så meget energi på ham inden vi skulle ind.
Igen kom hundene tilbage til værelset og jeg så kl. 3 hundene inden præmieoverrækkelsen. Bagefter fik jeg en snak om hvad vi kunne gøre for at give Calle en mere afslappet start, og vi kom frem til i første omgang at jeg slet ikke skulle have ham i hænderne inden jeg skulle ind. Det skulle afprøves næste dag.
Og nå ja, lige tilbage til det med at have eget bad. Tog et bad om morgenen. Calle insisterer altid på at skulle være med på badeværelset og det gjorde han også denne morgen. Skal have noget fra håndvasken og ser til min skræk at hele gulvet er oversvømmet og stakkelse Calle står helt klemt oppe mod væggen. Måtte så slukke for vandet og kunne konstatere at vandet ikke kunne løbe ud. Jeg bugte så håndvasken til at få balsam ud af håret.
Tirsdag: Fremgang, forløsning og fest
Jeg ville starte dagen lidt anderledes end de to andre morgener. Jeg synes at mine hunde har godt at lidt tid med mig alene, og det skulle de have på deres morgenluftetur. Cassi skulle blive tilbage og Calle skulle luftes først og ned til teltet. Bagefter ville jeg få Cassi med ned. Cassi var bare ikke helt enig med mig, så da Calle tøvede med at gå ud af døren, så greb hun chancen og smuttede forbi mig og ned af trappen. Jeg kaldte på hende, og kunne se at hun i et splitsekund overvejede om hun skulle komme tilbage og så løb hun ellers. Jeg var godt klar over hvor hun ville hen, så måtte efterlade Calle på værelset og gribe bilnøglen og så ellers afsted. Og ganske rigtigt. Cassi stod ved bilen og ventede på at komme ind.
Tilbage efter Calle, som lige pludselig var blevet meget voksen, for han skulle da ikke bæres ned af trappen, han kunne da gå selv(godt nok MEGET forsigtigt). Uha, hvor var jeg lige en stolt hundemor.
Efter morgenmaden tog jeg Cassi med ned, og så var det om at vente på at det blev vores tur. Jeg fik Karin til at holde Calle, mens jeg ventede op at det skulle blive vores tur til at komme ind og løbe AG1. Det fungerede rigtig fint og han begyndte først at stresse op, da han kom hen og skulle ind på banen. Det hjalp dog ikke helt på hans tyvstarter, og sørme om han ikke gjorde det igen. Fik ham tilbage denne gang, og netop som jeg fik stillet mig hvor jeg ville være sprang han afsted. Fat i ham igen og dække ham af. Lige lure om der var ro på ham, og så ellers afsted, og møj hvor var han ellers fin at løbe med. Lige med undtagelse af et felt på vippen og en nedrivning så var der ikke vanvittigt meget at komme efter. Han gik fra balancen(fik dog feltet) og jeg insisterede på at han skulle tage det. Det blev han noget utilfreds over, men til sidst stod han som jeg ville have ham og han kunne få lov til at tage det sidste spring.
Ikke lang tid bagefter skulle vi løbe SP1. Her prøvede jeg en ny taktik af(da jeg ikke kunne få en anden til at holde ham inden vi skulle ind), nemlig at lade ham få lov til at lave fodersøg. Det fungerede rigtig fint, skal bare have flere godbidder med. Han tyvstartede IGEN. Og ikke nok med det, så nåede han i det gale tunnelhul. Dækkede ham af og så løb han ellers rigtig fornuftigt og fremadrettet. Problemet kom på hjemløbet hvor der var et hjul og det er han ikke så sikker i endnu. Men ellers rigtigt fint.
Status på de tre første dage er helt klart at der er meget positivt i det han har lavet, men der er også mange ting der skal arbejdes med.
Og så lige en historie der godt tåler at blive genfortalt. Jeg fik set resultatlisterne og fik set at Carina og Diesel havde fået en pind i AG1. Gik hen og sagde tillykke. Carina var slet ikke klar over det og blev så glad. Ikke nok med det, så fik de også en pind i SP1. Med til historien hører at Diesel ikke er den typiske agilityhund. Han er nemlig en flot, stor schæfer. Så det er helt fantastisk at de kunne være med i toppen. Og så er Carina et helt fantastisk menneske, med et dejligt, smittende og helt igennem positivt humør, så man kan ikke andet end at glæde sig på deres vegne. Endnu engang kæmpe tillykke.
Efter præmieoverrakkelsen stod den på fest. Jeg var der kun til spisningen og så gik jeg tilbage til mine to skønne hunde. Men der var klokken også tæt på 24!
Onsdag: Hviledag og nogle ret omtalte bænke
Onsdag morgen vågnede jeg op til dette syn.
Der var vist en vis herre der satte pris på at der var en dobbeltseng. Hundene fik deres morgenmad og morgenluftetur, og så fik jeg morgenmad. Og så gik vi en god lang tur.
Vi fik set en masse ting på turen, men vi skulle lige afprøve noget inden vi for alvor kom afsted. Vi skulle nemlig afprøve kunstbænkene ved søen. I lørdags inden jeg tog afsted så jeg godt nok en artikel om nogle utilfredse borgere et sted. Utilfredse fordi man brugte mange penge på kunstbænke og samtidigt lavede besparelser på plejesektoren. Jeg synes at det er en skam at folk ikke altid har styr på hvor pengene nødvendigvis kommer fra. Sådan som jeg selv har forstået det, så er der ofte en del støttepenge i den slags projekter fra diverse fonde og evt. privatpersoner. Altså er det slet ikke sikkert at pengene kunne bruges på det offentlige alligevel. Jeg syntes faktisk de var ret pæne, og kunne godt selv forestille mig at sidde der for at læse en bog. Om Cassi og Calle blev mere kulturelle vides ikke.
Cassi og Calle prøver kunstbænken.
Vi forsatte vores tur rundt og fik både set geder, heste, køer, golfspillere og en masse fugle. Jeg fik bl.a. fanget disse skønne svaneunger på film.
Tilbage på værelset gjorde Cassi alvor af hviledagen og fik sig en lur, og jeg fandt også ud af at hun er gået i løbetid.
En Cassi der er meget træt. Måske af ikke at lave noget.
Da tæver i løbetid skal bærer løbetidbukser ved konkurrencen i Sverige har jeg besluttet at hun ikke skal med. Det er hamrende ærgerligt, men hun er en lidt følsom tæve, og hun vil føle det som et enormt overgreb at få bukser på. Hun kan kun lige til nøds klare at have sit dækken på, og det har taget år at komme der til.
Senere var jeg nede og se den årlige Høvdingeboldturnering. Super hyggeligt og underholdende. SÅ afsted for at købe lidt aftensmad og nu er vi nået dertil hvor vi skal i seng, så vi kan være klar til næstsidst dag.