Nogle har måske bemærket det eller også er der nogle der med tiden kommer til at undre sig over det faktum at min dejlige prinsesse er meldt fra en masse agilityrelaterede ting for tiden. Bare rolig, hun er ikke skadet, faktisk har den lille måned hvor hun ikke har trænet agility gjort hende rigtig godt, hun er mere sprælsk og livlig end jeg nogensinde har oplevet hende. Og så er hun pokkers fræk herhjemme. Er begyndte at stjæle legetøj der er lagt væk og sætter hele tiden gang i det store legeshow med Calle.
Men når hun nu ikke er skadet, hvorfor skal hun så ikke løbe agility. Tjoh, Cassi er ret god til at komme til skade. Hun er lige fyldt fem år, og har haft sammenlagt et år hvor hun har måtte holdes i ro. Senest var for to år siden, hvor hun blev “hængt” på overlæggeren af et spring, hun landede på den og hang der i et sekunds tid før den faldt helt ned. Det gav et vrid i et knæ der tidligere ikke har haft det godt grundet en skade. Normalt pylrer jeg ikke om hverken hende eller Calle. De skal have lov til at være hunde og vi skal have det sjovt.
Men nu er der så sket det lidt alvorlige at vi for en lille måned siden fik en landsholdsinvitation og muligheden for at repræsenterer Danmark ved OEC i Østrig. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at skulle der komme en invitation, så skulle vi helt klart afsted. I november ved Border Collie Klubbens konkurrence i Sorø var jeg meldt til i agility, og jeg kan huske at andre fortalte mig at deres nærmest var pakket ind i vat(mon ikke vi er i et tilfælde overdrivelse fremmer forståelsen, jeg mener, det må være besværligt i det hele taget at få pakket hunden ind i vat, så jeg vælger at forstå det som at de passede ekstra godt på deres hunde i tiden op til et stort mesterskab). Jeg kan også huske at mit svar var at det godt nok måtte blive kedeligt for hunden. Kort tid efter brillierede Cassi med at stå på hovedet på andet spring, og så skulle hun altså ikke løbe mere agility den dag, og jeg forstod lige pludselig hvor ærgerligt det kunne være at skulle misse en så stor en oplevelse fordi man lige skulle lave noget andet med hunden også. Og heldigvis tror jeg ikke Cassi synes det er kedeligt, jeg ved jo også at hun slet ikke gider løbe agility når det er så varmt som det er lige nu.
Selvfølgelig har det været lidt svært at beslutte sig, vi var meldt til en del kurser og jeg havde fået plads til begge hunde ved Fionia Cup. Men man må prioriterer, og nu hvor beslutningen er truffet føles det så rigtigt. Samtidigt kan jeg mærke hvor meget overskud der så er, når man er afsted med ham det lille lyn jeg også løber agility med.
Så der er intet galt med Cassi, vi prioriterer bare noget andet end agility det næste lille halve år.
Min dejligste border prinsesse, som nu tager mig med på endnu et eventyr.