Lige nu bruger jeg meget tid på at tænke over hvad jeg egentlig gerne vil med det her hundetræning. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker at dyrke freestyle, jeg elsker at løbe agility med mine hunde og jeg elsker at gå på en rallybanen og grine af Cassi når hun ikke vil sætte sig ned fordi der er et spring på banen. Men jeg kan også mærke på mig selv at jeg gerne vil gøre det godt. Men jeg er også ved at være der hvor jeg godt kan se at jeg ikke lige nu har en hund der kan være i toppen. I hvert fald ikke med det vi kan lige nu. Og så hjælper det jo heller ikke at vi spreder os. Så lige nu prøver jeg at finde ud af hvad der er vigtigt.
Og så er det jo nok at jeg nu få dage før endnu en konkurrence må sparke mig selv bagi. Cassi vil bare lave noget sammen med mig, hun er ligeglad med om hun lige får lavet en twist på det rigtige tidspunkt eller om hun kan bakke pænt i pladspositionen. Hun gør altid det bedste hun kan. Og jeg er sikker på at hvis jeg nu bare besluttede mig for at ville en ting, så kunne det blive rigtig godt.
Og hvorfor så ikke bare gøre det? For mig er en stor del af det at komme ud og deltage i konkurrencer det sociale. Det er så hyggeligt at mødes med “vennerne” fra dogdancing, agility og rally, og desværre møder man dem jo ikke flere steder.
Åh, hvorfor kan man ikke bare vælge det hele og have succes med det hele? Nå, jeg har det jo sjovt med mine hunde, og det er vel det vigtigste.