Fra 20/2-15

 

Cassi ved konkurrencen ved konkurrencen i Sorø

Jamen, så er der taget hul på året 2015.

I weekenden var jeg afsted til årets to første konkurrencer. 10 starter med tre hunde. Jo, der var gang i den.

Lørdag gik turen til Sorø og HTM-konkurrence. Cassi skulle i ringen tre gange og lillebror skulle ind en enkelt gang.

Første gang vi var inde var det spændende. Cassi havde 8 Q-point og skulle derfor bruge 4 mere for at få sin FS1-titel og kunne starte i FS2. Det betød at vi skulle bestå og enten være 1. eller 2. vinder.
Jeg var ikke et sekund i tvivl, da vi stod og skulle ind i ringen. Cassi var klar. Halen logrede og øjnene strålede. Hun elsker den her sport og hun havde ikke rigtig tid til at skulle hilse på dommerne. Hun ville bare igang. HERLIGT!

Cassi udførte sit program bedre end nogensinde før. Der var et par svipsere, men hvad gør det når hunden laver en øvelse som bare passer perfekt ind smiley Der var lidt hals på til sidst og hun var lidt for ivrig med sin bamse. Men jeg var bare i den syvende himmel og stolt af min lille prinsesse. Og når man så får en masse skulderklap bagefter bliver man bestemt ikke mindre stolt. Jeg vidste vi havde et bestået program, så var det bare at vente på resultaterne.

En god times tid efter vores FS1 skulle vi ind i titelprøven. Cassi er altid sjov at arbejde med og hun var rigtig fin. Vi har ikke fået trænet vanvittigt meget på vores tricks. Nogle af dem sad lige i skabet og der var lige tre svipser, hvor jeg godt vidste at den ene ville komme, nemlig vores HTM. Nå, ja, vi havde også kun lige arbejdet med den i fem minutter på parkeringspladsen, så kan man jo ikke forvente topkarakterer i den.
Cassi skal ikke have skylden for fratrækket i cirkler om genstand og fører, jeg kunne bare have lavet lidt større afstand. Og så besluttede hun sig for at det måtte give dobbelt op på pointene hvis begge bagben kom på target.

Så der var ingen tvivl. Cassi ville få sin titel, men vi må op engang mere for at få vores X på.

Endelig blev det lillebrors tur. Han havde siddet længe i bilen og ventet på at det blev hans tur. Jeg havde gået og været lidt bekymret for hvordan det skulle gå. Sidst han var med smuttede han to gange fra banen. Det er ikke let at være supersocial og så have så mange mennesker at tale med.
Og så tog han fuldstændig fusen på mig. Han var fokuseret, arbejdede så fint og var så glad… Uh, hvor stolt bliver man så lige. Jeg var mere glad for det arbejde han lavede end det som Cassi havde præsteret.

Så blev det tid til den sidste tur i ringen. Vi skulle ind og prøve nogle ting af til Cassis FS2. Og igen var trunten så sej. Den del af programmet vi har helt styr på fungerede super godt. Og så kom vi så til den sidste del og så kunne jeg ikke rigtig huske mere. Vi lavede lidt flere ting og så for at hun ikke skulle blive alt for forvirret, så stoppede jeg programmet. Min prinsesse havde været så fin, så hun fik lov at holde fri.

Efter fælles rengøring i hallen(det må have være et syn for guder at se os alle sammen gå rundt og lede efter skidt, når nu posen i støvsugeren var fuld) blev det tid til rengøringen.
Gangske rigtig, Cassi havde bestået sin titelprøve. Dygtig prinsesse.
Så kom tiden for resultaterne for FS1. Da vi stadig ikke var nævnt, da vi fik at vide hvem der var 3. vinder, så var det en realitet. Cassi havde fået sin oprykning. Ikke nok med det, hun blev 1. vinder og med det bedste pointmæssige resultat i sit FS1-program.

Selvom sandkasseklassen ikke er en konkurrence, så fik lillebror også en rosette. Det vigtigste var dog at læse hans kritik og der stod så mange fine ting.

Cassi havde også nogle fine kommentarer i For Sjov, så vi arbejder videre med vores Rainmakernummer.

*************************************
Cassi må være det man kan kalde for en A-hund. Altså hvad angår det med at stå sent/tidligt op. Vi gik i seng lidt over midnat og omkring klokken 6:00 hoppede hun livligt rundt på maven af mig. Hun mente det var tid til at stå op(nå ja, det er jo egentlig sent, når man tænker på vi normalt står op halv fem).
Jeg stod op, fodrede hundene, fodrede mig selv og så lidt i otte kørte jeg op og hentede lille Carla, og så gik turen mod DcH Fakse, hvor vi skulle til agilitykonkurrence.

Cassi lavede nogle glimrende ting, og i det ene løb var vi så tæt på at være fejlfrie. Hun lavede lige et glasnummer og strøg mellem benene på mig, og det er ikke lige noget jeg kunne holde fokus på bagefter, så hun strøg lige i et galt tunnelhul. Hamrende ærgerligt, når alt det andet sad i skabet. Nå, det skal nok lykkes en dag at komme fejlfrit igennem.

Med Carla var der er mål, hun skulle have en god tur. Hun blev lidt ked af det inden hun skulle ind, men på banen kom halen frem igen. Hun skulle lige hen og se hvad dommeren var for en(Bent må have set meget farlig ud), og så kom hun tilbage. Hun gik død i sin slalom, så den sprang vi over og løb så den lige tur hjem. Ih, hun var glad den lille hund. Desværre begyndte hun at halte inden hun skulle ind i springklassen, hun havde vist trådt i noget, så jeg valgte at trække hende.

Det var en rigtig hyggelig dag i Fakse, det er det nu altid.
Alt fungerede rigtig fint, så stor ros til hjælperne fra Fakse…

**************************************
Nu hvor vi har været igang med de første konkurrencer, så er der sat gang i nogle tanker.

Næste HTM-konkurrence er i starten af april, dvs. om halvanden måned. Der skal Cassi debutere med sit FS2 program.
Efter succesen med lillebror, så tror jeg at vi skal igang med at arbejde med starten til vores FS1. Jeg har en masse ideer, så det er jo bare at komme igang.

Cassi har over vinteren været med på 3 agilitykurser, og jeg kunne mærke at det hjalp det jeg havde fået at vide. Især den med at tage det med ro, det hjalp meget i de to åbne løb, hvor jeg tog det stille og roligt. Det gav en smule mere overblik. Vi skal på et kursus mere til marts.

Lillebror skal også snart i gang for alvor. Han laver en masse handling på springstøtter og er så fed at arbejde med.

 

Det bliver et spændende forår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *