Cassi og jeg har efterhånden oplevet en del sammen, og Kristihimmelfarts dag bød på endnu en af slagsen. Tidligere på året blev vi inviteret til at deltage i Bakken Cuppen, og det kunne vi da kun sige ja til. Jeg havde godt nok fået at vide at pladsen var lidt trang og det bekymrede mig en smule, for jeg er jo ejer af et styks prinsesse, som ikke altid mener at andre skal tæt på. Men man ved jo ikke hvordan det ville gå hvis man aldrig tog afsted. Og efter turen til Ringsted, så er jeg nu klar over at hun virkelig har brug for miljøtræning.
Der er lidt vej fra Vordingborg til Klampenborg, så vi kørte lidt over otte(træningen startede lidt i ti). Omkring kvart over nu var vi fremme. Jeg var heldig at få hjælp til at få båret mit bur hen til scenen, så jeg kun skulle kæmpe med hund og rekvisitter.
Det er en del år siden jeg har været på Bakken, så det var mere end svært at finde rundt. Vi fik da set lidt af stedet, Cassi og jeg, bl.a. mødte vi nogle elefanter(de var nu ikke levende, men det troede Cassi helt bestemt!). Heldigvis rendte jeg ind i Johanna på vejen og vi kunne følge efter dem(og så viste det sig at vi stort set var gået forbi stedet).
Efter Cassis bur var slået op, tog jeg hende med ud for at lufte hende lidt og det er altså fantastisk at der midt i den fantastiske natur kan være en forlystelsespark!
Da klokken var halv elleve var det vores tur til at træne på scenen. Cassi havde haft det fantastisk indtil da, og hun var rigtig fint det første minuts tid, og så gik det op for hende: “WOW, der sker bare mange ting omkring mig lige nu!” Hun var ikke spor tryg ved at være på scenen, og så var der noget som lige skulle larme lidt, og det hjalp ikke på hendes humør.
Da hun kom ud bag scenen ville hun bare i sit bur og på et tidspunkt tog jeg hende med ud for at lufte hende. Det eneste hun tænkte på var at komme tilbage ind bag scenen, så hun kunne gemme sig.
Jeg kunne godt fornemme hvor det ville bære hen af, så besluttede at jeg ville gøre alt for at hun ikke skulle smutte af scenen, når vi skulle vise vores nummer.
Der var efterfølgende lidt ventetid og det blev brugt til at snakke. Det er herligt nu hvor man har været med et par gange, for så kender man folk. Vi var et par stykker der var godt nervøse, og det blev vist ikke mindre af at vi denne dag skulle optræde for mange flere mennesker end normalt(der er vist normalt omkring 800).
Da hunden før Cassi begyndte at varme op, tog jeg hende ud. Hun virkede glad og helt vild efter at få godbidder. Det var en af de rigtige positive ting generelt. Hun var rigtig fin back stage. Slet ikke trygget eller bekymret over at der foregik så meget omkring hende. Det betyder rigtig meget, når jeg ved hvordan hun havde det med at være tæt op fremmede for bare et år siden. Ih, hvor er jeg stolt af min lille prinsesse.
Hun kom ind på scenen og nøj, tal lige om en der gik scenekold. Og det blev ikke bedre da hun fik øje på den store hvide mand(aka Pjerrot). Der var ikke meget andet at gøre en at kæmpe for at få hende igennem og gøre hvad jeg kunne for at løfte hende. Nogle ting lykkedes rent faktisk og hen mod slutningen af programmet var hun rigtig fin og glad. Ih, hvor var jeg glad for hende. Jeg var da godt klar over at vi ikke vil vinde, men med tanke på hvor følsom hun er, så er det så sejt gået af min lille prinsesse.
Her er lidt billeder fra dagen(alle taget af Laila Stender):
Puha, det var godt nok et hårdt stykke arbejde jeg måtte yde, men jeg fik hende igennem. Og så er det super fedt med alt den ros man fik for arbejdet med hende på scenen.
Cassi kom i sit bur og jeg nød de sidste hunde på scenen. Jeg kan helt klart anbefale alle at komme og nyde denne sport. Det er altså hundearbejde af rigtig høj kvalitet.
Jeg var lidt i tvivl om hvorvidt Cassi skulle med på scenen til præmieoverrækkelse, men tænkte, hun elsker at der bliver klappet og det er endnu en mulighed for miljøtræning af hende. Og nøj, hvor havde hun en fest. Hun var så meget i holpa, at jeg næsten ikke kunne styre hende.
Bagefter fik vi noget at spise(det var så hyggeligt), og klokken nåede vist at blive fire, før jeg kom afsted. Jeg valgte at gå bagom Bakken på vej tilbage til bilen, for det var næsten umuligt at komme til for mennesker. Og Cassi var så glad. Hun fik lige sagt hej til en af de andre hunde, der havde været med til konkurrencen(en sheltie og dem elsker Cassi). Jeg fik hende i bilen, og så stødte vi på den første udfordring, at bakke ud fra parkeringspladsen. Jeg holdt tæt på der hvor der kom biler ind, så det tog lidt tid. Heldigvis var der en som holdt tilbage. Og jeg var noget overrasket over de mange biler der holdt og ventede på at kunne komme ind! Køen må have været mindst en kilometer lang(hvis det overhovedet kan gøre det!). Og den sidste kilometer inden motorvejen kørte vi kun i første gear.
Nøj, hvor var det en fed oplevelse. En oplevelse, som jeg håber at kunne genopleve igen.
**********************************************************************
Nu er det jo ikke Freestyle det hele går op i for den lille frøken. I lørdags var vi på Stevns til agilitykonkurrence. Vi har over vinteren været til en del kurser og jeg kunne virkelig mærke at hun var blevet lettere hvad angår styrbarheden. Hun lavede så mange flotte ting. Desværre så kunne hun på ingen måde tage den dumme slalom, så den blev vores nemesis hele dagen. Det var en rigtig fin konkurrence, bortset fra at overliggerne meget nemt røg af springene.
Der blev taget lidt billeder på dagen af Simone Ayach Olling:
**********************************************************************
Okay, jeg ved indlægget her er ved at være MEGET langt… Men i tirsdags havde lillebror fødselsdag. Så nu er han blevet et helt år!
I dag fik jeg taget lidt billeder af ham og Cassi. De elsker hinanden de to, det er så dejligt…
Lige et par billeder(resten kan ses på min flickr-konto Opens in a new window)
