I år var vi afsted til årets første konkurrence, og hvor ville jeg ønske at jeg kunne sige at alt var helt og aldeles perfekt. Det var hyggeligt, der var meget flot hundearbejde og der blev gjort et flot stykke arbejde for at det hele skulle forløbes bedst muligt.
Cassi skal egentlig kun kort omtales i dette blogindlæg. Hun gjorde det ganske udmærket med sit nye program. Der var mange ting der kiksede, men hun kørte på og gjorde det bedste hun nu kunne, taget i betragtning af at hun havde en fører der var helt stresset og presset og helt havde glemt at det måske var en meget fornuftig ide at træne mere end bare en enkelt gang med musik til. Lige en kæmpe tak til Lizza, som hjalp med at få brændt min musik. Der er ingen tvivl om at jeg skal få et fornuftigt program ud af det, og hey, vi fik da nogle super gode kommentarer med på vejen.
Og så var der middagspause og Calle skulle i ringen, og så gik ALT bare galt… Calle er en hund med massere af kærlighed han gerne deler ud af til alt og alle*. To af dommerne fik bl.a. glade og våde kys, og så lykkedes det da at få ham tilbage til mig, og så skete der jo det der nogen gange sker, lige bag dommerne løber der en forbi med sin hund, og det blev altså for stor en fristelse for lillebror og han forlod banen. Den anden hund var ikke lige helt glad for at få besøg af den overkærlige Calle. Heldigvis er Calle den type hund der bare accepterer andres kropssprog og ikke spiller unghundesmart, det er en af de ting, som gør at jeg tør lade ham mødes med alle andre hunde*.
Følte at vi havde haft lidt af et nederlag og havde nok allerede bildt mig selv ind at jeg ikke ville få kontakt med ham. Måske var det det der gjorde at jeg bare satte mig ned og lavede lidt stillingsskifte med ham og så legede lidt med ham. Og han var så meget på mig. Han lavede ingen imponerende ting, men han var sammen med MIG*. Jeg var faktisk ret tilfreds med ham den lille rod.
Og så skete der nok en af de ting, som jeg ikke er så god til at håndtere, der blev lavet helt om på den planlægning jeg havde gjort mig. Meningen var at der skulle to hunde ind i ringen og så skulle Calle på igen. Derfor kom han ikke i bilen. Han skulle jo være klar, Og så for at vi kunne nå, at blive færdig i rimmelig tid, så ville man starte med færdighedsprøverne og der ville være en pause på ti minutter. Jeg kunne mærke på Calle at han bestemt ikke var i stand til at skulle ind i en træningsklasse så hurtigt igen og så bagefter hurtigt ind til en færdighedsprøve. Så vi sløjfede træningsklassen. Mens vi ventede på at skulle ind til færdighedsprøven fik Calle lov til at vise hvor sød og rar han er over for andre hunde, da han lod en fire måneders hvalp få lov til at kravle rundt på ham*. Og da vi gik hen for at vente mens hunden før os lavede de sidste øvelser, hyggede vi med lidt nogle flere stillingsskifte og han fik lov til at lægge sig om på ryggen for at få godbidder, noget han elsker at hygge med*.
Han lagde ud med at lave et fint femtal i den første øvelse, og det var så det vi præsterede. Der kom en pause i vores prøve, og han fik øje på en hund der var i gang med træningsklassen, og det var noget der tændte ham så meget at han slet ikke kunne samle sig, for alt han kunne var at gø. Johanna der dømte os var meget forstående, og gav os lov til at komme på senere.
Jeg havde så forstået at vi skulle på så snart træningsklassen var færdig, så hentede ham ind så det passede. Calle kom ind i buret, hvor han lagde sig til ro med det samme. Vi skulle ikke på der, og jeg blev lidt frustreret fordi jeg kunne mærke at Calle bare ikke ville kunne magte at skulle vente i hallen i al den tid, og jeg følte ikke helt at det var en god ide at hive ham ud i bilen endnu engang, for så at hente ham igen. Så jeg trak ham. Jeg fik så lov til at komme ind med ham til sidst, så han kunne få lidt ro. Et tilbud jeg stadig er rigtig glad for(for det siger en hel del om dogdancingverdenen). Jeg ved så ikke helt om lillebror var træt eller hvad der var skyld i at han pludselig fik den ide at den røde velourdug der lå i det modsatte hjørne af hallen helt sikkert måtte være et spøgelse med et ufatteligt grimt tilfælde af rødehunde. Han blev i hvert fald stiktosset og det var ikke til at nå ind til ham, så jeg måtte indse jeg ikke ville få mere ud af ham. Og på vej ud med ham, kunne jeg bare mærke at nu faldt alt fra hinanden. Jeg var ikke gal på min lille hund, men så ufatteligt ked af at jeg bare ikke kan få det til at spille med ham. Tak til Anja for at holde ham, og allermest tak til Johanna for snakken efterfølgende.
Nu har du måske bemærket * i det foregående, det er alle de ting, som jeg jo egentlig burde have holdt fast i, alle de positive ting ved dagen. Og jeg kan komme med to ting mere, da jeg kom tilbage til ham gav han mig et kæmpe kys og da vi undersøgte de farlige røde spøgelser, var han skæg og nysgerrig.
Min snak med Johanna satte gang i en masse tanker på min køretur hjem. Jeg elsker min lille Calledreng, men jeg kan mærke at der er nogen ting der gør mig ked af det. Og det er jo egentlig ikke Calles skyld. Da jeg fik ham for halvandet år siden, var jeg lige startet på sporten her med Cassi. Og jeg fik ham i en periode, hvor det pludselig rykkede resultatmæssigt med Cassi, og hun er en ufatteligt pleasende hund, som bare vil gøre alt det jeg gerne vil have hende til. Desværre tror jeg at det har haft den betydning at jeg måske lidt har glemt Calle på vejen. Glemt ham, som i at jeg måske ikke helt har tænkt over hvad der fungerer for ham. Lige i dag føltes det bare som om intet ville fungere, og han er jo en unghund, så han er også lidt af en mundfuld i det daglige. Men hey, der er jo ting der spiller. Han elsker at løbe agility med mig(især efter han fik en pause på et halvt år, så har hans hoved også kunne følge med). Han elsker at lave feltsøg, der er fuld fokus og han knokler løs.
Jeg kan samtidigt ikke lade være med at tænke tilbage på hvorfor jeg netop valgte at købe ham. Jeg ville have det som jeg ikke har i Cassi. Jeg ville have en hund, som jeg ikke skulle bekymre mig over når jeg mødte andre hunde, og jeg ville ikke skulle frygte at folk stak fingrene ned til ham. Og det er jo lige netop det jeg har fået. Han blev ikke købt fordi vi skulle være verdensmestre i noget som helst.
Tankerne på hjemturen var så ufattelig mange, og jeg kom frem til at det i en periode må handle om hvad vil VI og ikke hvad vil JEG. I en periode så skal vi lave ting hvor vi har det sjovt sammen, der er ikke brug for flere dårlige oplevelser for nogen af os(lige nu kommer jeg til at tænke på det psykologen sagde til mig, da jeg var hos ham i forbindelse med en lidt skidt situation på arbejdet, nemlig at hvis man får for mange dårlige oplevelser efter hinanden, så kan det blive umuligt at komme sig, en enkelt kan vi klare, men flere vil bare fastholde os i den negative følelse, så den bliver næsten umulig at fjerne). Hvis vi skal komme os, så skal vi have flere gode oplevelser sammen. Hvis det betyder at vi for en periode må droppe det jeg elsker at lave for det vi elsker at lave, så må det være sådan. For ja, jeg holder mere af at arbejde med min freestyle med Cassi end at løbe agility med hinanden(jeg elsker dog begge ting), men måske er tiden inde for at jeg skal finde noget som jeg kan elske at lave med Calle.
Puha, det her blev et langt blogindlæg, og jeg er ikke helt færdig endnu. I morgen vil jeg gå i gang med noget som jeg elsker, og som jeg tror Calle vil elske, nemlig sportræning med roden. Snart er det lyst længe nok, så han kan komme ud og gå flere gange ugentligt, tror det kan være rigtig sundt. Og så længe målet bare er at vi skal gå et spor, så kan det vel ikke gå helt galt.
Og så til afslutningen, nogen gange er det nødvendigt at lave en positivliste, og her kommer en med Calle:
- Han er fantastisk til at putte med under dynen.
- Han giver de dejligtste, våde kys.
- Han hopper glad op i favnen på mig når jeg kommer hjem, uanset om jeg har været væk i få minutter eller flere timer.
- Han er sød sammen med alle hunde.
- Han er sød sammen med alle mennesker.
Og i sidste ende, så er det jo netop det jeg savner i Cassi.
Og så lige en ekstra bemærkning. Jeg overvejede at kalde opslaget her for At turde opgive drømmen, men det er så definitivt, og jeg tror ikke på at man bør opgive ting man brænder for. Men at give slip på dem for en periode er noget helt andet. Drømmen er opgivet, men blot pakket væk for en tid, så den en dag, måske, kan pilles frem igen…